S-ordfører: Det giver knubs at rydde op efter Løkke

13. marts 2013 13:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S-ordfører: Det giver knubs at rydde op efter Løkke
Billede mangler

To gange i træk har en meningsmåling foretaget af YouGov for Metroxpress gjort Socialdemokraterne til et mindre parti end Dansk Folkeparti, og selvom han ikke vil tale om andre partier, så er det absolut ikke godt, siger politisk ordfører Magnus Heunicke (S).

 

»Jeg koncentrerer mig om os socialdemokrater, og vi får for dårlige målinger. Det er utilfredsstillende, og vi kæmper selvfølgelig for at få nogle bedre tal,« siger Magnus Heunicke.

Målingen giver Socialdemokraterne 16,5 procent af stemmerne, mens DF står til 17,8 procent, hvis der var valg i dag. Ved folketingsvalget i 2011 fik Socialdemokraterne 24,8 procent af stemmerne.

Magnus Heunicke mener, at det giver nogle knubs, at den nuværende regering har »ryddet op« efter den tidligere VK-regering.

»Det, vi har gjort siden valget, er, at det er lykkedes os at stoppe blødningen af arbejdspladser, som Danmark oplevede under Lars Løkke Rasmussens (V) regeringstid, hvor han tabte 130 arbejdsplader hver eneste dag, han gik på arbejde som statsminister.«

»Vi har ikke tabt flere arbejdspladser siden valget, men vi er jo ikke kommet fremad igen, og vi skal have nogle af de i alt 170.000 job, som forsvandt fra Danmark under krisen, tilbage igen, så vi har flere arbejdspladser og dermed også penge til vores velfærdssamfund. Det er den plan, vi har lagt frem, og den skal selvfølgelig forhandles færdig og vedtages,« siger Magnus Heunicke med henvisning til regeringens »Vækstplan DK«.

Han vil ikke spekulere i, hvor slemt det kan ende for Socialdemokraterne, men trods de dårlige meningsmålinger, så vil man ikke ændre kurs.

»Det giver nogle knubs, det er jeg godt klar over, og jeg siger ikke, at det ikke gør ondt. For det gør ondt at få de knubs og de dårlige meningsmålinger, men jeg siger også, at vores kurs er den rigtige for Danmark, for den handler om job og velfærd, og hvad er socialdemokratisk, hvis ikke det var at kæmpe for arbejdspladser og velfærd?«

Flere målinger har vist samme tendens som onsdagens YouGov-måling, og Berlingske Barometer, der viser et gennemsnit af den seneste måneds meningsmålinger, spår nu hele 100 mandater til den borgerlige opposition mod 75 til regeringen og Enhedslisten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu