S-ordfører: V og K støtter tobaksindustrien

11. april 2012 22:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S-ordfører: V og K støtter tobaksindustrien
Billede mangler

Venstre og De Konservative er uansvarlige, taler usandt og ser stort på unges sundhed.
Kritikken fra Socialdemokraternes forebyggelsesordfører Flemming Møller Mortensen er benhård.
Han raser over, at de to partier i dag har trukket sig fra forhandlingerne om en stramning af rygeloven.
“Det Venstre og Konservative burde forholde sig til, det var at forbedre børn og unges vilkår, der hvor de har deres hverdag. Det vil de åbenbart ikke være med til, for de vil hellere tage hensynet til tobaksindustrien end til børn og unges sundhed,” siger Flemming Møller Mortensen til Newspaq.
Venstre og De Konservative mener, at loven bliver for stram og på flere punkter er unødvendig.
Blandt andet vil den ikke være med til at gennemføre stramninger, der kan medføre rygeforbud for landmanden i sin traktor og chaufføren i sin lastbil. Det har oppositionen ment har været konsekvensen af regeringens ønske om at indføre rygeforbud på enkeltmandskontorer.
Møller Mortensen mener, oppositionspartierne taler direkte usandt.
“Det klæder ikke de politiske forhandlinger, at man kommer med usandheder. Vi har aldrig sagt, at landmændene ikke må ryge i deres traktorer, det er direkte usandt,” siger han.
SF og De Radikale er enige i S-kritikken af opposition.
Sundhedsminister Astrid Krag oplyser ifølge jp.dk, at hun tager oppositionspartiernes indstilling til efterretning, og at regeringen nu vil overveje “den videre proces” med rygeloven.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu