S på Christiansborg: Nej til at lovliggøre hashhandlen

7. april 2013 17:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S på Christiansborg: Nej til at lovliggøre hashhandlen
Billede mangler

Socialdemokraterne i Københavns skal ikke regne med støtte fra partifællerne på Christiansborg til ønsket om legalisering af hash.

 

»Hvis man legaliserer hash, vil det kunne resultere i, at misbruget af hårdere stoffer vil stige. Hash kan blive det første trin i et misbrugsforløb,« siger Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).

Dermed afviser partiet et ønske fra Socialdemokraterne i København, der på et delegeretmøde i weekenden har gjort legalisering af hash til en del af partiprogrammet forud for kommunalvalget til efteråret.

Socialdemokraterne i København mener, det vil fjerne eksistensgrundlaget for rockere og indvandrerbander, hvis kommunen opretter hashbutikker, der står for salget af hash.

»Der er ingen tvivl om, at der foregår megen kriminalitet foranlediget af handlen med narko. Men det opvejer ikke de ulemper, der vil være set med sundhedsmæssige øjne ved at gøre hashen legal,« siger Flemming Møller Mortensen.

»Mig bekendt er der ingen dokumentation for, at hash er sundhedsfremmende, og hvis vi legaliserer hash, vil det skabe stor forvirring om den forebyggelses- og forbudspolitik, vi fra Folketingets side har været enige om gennem årtier,« siger Flemming Møller Mortensen.

Han vil dog ikke afvise, at det på længere sigt kan komme på tale med en forsøgsordning.

»Rigiditet og konservatisme skal ikke præge den socialdemokratiske sundhedspolitik, og vi holder naturligvis øje med, hvad der er af resultater på det her område. Jeg er klar til en dialog med mine partifæller i København, men som udgangspunkt har vi en afklaret holdning til det her spørgsmål,« siger Flemming Møller Mortensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu