S: Politiets ansvar at fordele ressourcer

10. april 2013 11:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S: Politiets ansvar at fordele ressourcer
Billede mangler

Borgerne ringer i mange tilfælde forgæves efter hjælp, når de kontakter politiet, fortæller to tillidsfolk fra Københavns Politi, der har valgt at stå frem for at give en voldsom kritik af politiets øverste ledelse ifølge tv2.dk. Retsordfører Ole Hækkerup (S) mener, at det er politiets ansvar at fordele ressourcer, men man skal altid kunne efterforske og rejse en sigtelse på baggrund af borgerhenvendelse, hvis der er grundlag for det.

 

»Det skal altid være sådan, at man kan henvende sig til politiet, hvis man har kendskab til kriminalitet, og så skal politiet efterforske sagen. Og er der grundlag for en sigtelse, skal man selvfølgelig rejse en sigtelse. Hvis der sidder betjente, der har en oplevelse af, at man ikke kan gøre det, så er det noget, ledelsen skal tage fat på,« siger Ole Hækkerup (S) til Berlingske Nyhedsbureau.

Han har generelt en opfattelse af, at folk er trygge ved at henvende sig til politiet, men understreger, at politiet skal sørge for, at der er ressourcer på nationalt plan, så der både er ressourcer til at løfte den krævende bande- og rockerindsats og til den almindelige politibetjening af borgerne.

»Det er først og fremmest Rigspolitiets ansvar at sørge for, at det ikke kun er Københavns Politi, der skal håndtere den indsats, man har sat i gang mod rockere og bandemiljøet. Der skal også trækkes på ressourcer fra andre politikredse. Det samme skal man gøre, hvis man oplever udfordringer i et bestemt område eller politikreds, så det ikke kun er den pågældende politikreds, der har ansvaret for at kunne følge med,« siger Ole Hækkerup.

»Vi skal sørge for at kigge på alle politiets ressourcer, så vi ikke skal sige nej til at hjælpe borgere,« tilføjer han.

Hos Dansk Folkeparti køber man ikke, at ressourcerne blot skal fordeles rigtigt.

»På længere sigt kommer vi ikke uden om, at politistyrken skal forstørres. For det her eksempel viser, at man ikke engang kan få det til at løbe rundt med den nuværende styrke,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF) til tv2.dk.

Han vil nu have justitsminister Morten Bødskov (S) på banen.

»Nu skal der endda flyttes 200 politifolk fra hovedstaden til provinsen på trods af både bandekrig, og at der tilsyneladende ikke er ressourcer til andre opgaver. Det må ministeren præsentere en holdbar løsning på,« lyder det fra DFeren.

Det har onsdag formiddag ikke været muligt at få en kommentar fra Thorkild Fogde, politidirektør hos Københavns Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu