S-profil vil have DRs bestyrelsesmedlem fyret

20. marts 2013 16:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S-profil vil have DRs bestyrelsesmedlem fyret
Billede mangler

DR-journalisten Martin Krasniks interview i Deadline på DR2 med islamkritikeren Lars Hedegaard kan nu få politiske konsekvenser.

 

Som følge af Krasniks kritiske interviewmetode henvendte DRs bestyrelsesmedlem Katrine Winkel Holm sig nemlig telefonisk til både Krasnik og DRs nyhedschef, Ulrik Haagerup, og skældte dem huden fuld.

Katrine Winkel Holm er ligesom Lars Hedegaard medlem af Trykkefrihedsselskabet. Det får ifølge B.dk onsdag socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen (S) til at afkræve kulturminister Marianne Jelved (R), at hun hurtigst muligt sætter Katrine Winkel Holm fra posten som bestyrelsesmedlem i DR.

»Jeg mener ikke, at hun lever op til det ansvar, hun sidder med som bestyrelsesmedlem i DR. Det er simpelthen ikke acceptabelt, at et bestyrelsesmedlem ringer til DR-medarbejdere og truer og skælder ud. At lægge politisk pres på de enkelte medarbejdere er at blande sig direkte i programvirksomheden, hvilket er uden for bestyrelsens kompetence og helt i strid med armslængdeprincippet, som de er forpligtiget til at følge,« siger Mogens Jensen til B.dk.

Spørgsmål: DRs bestyrelsesmedlemmer Katrine Winkel Holm og Ole Hyltoft har tidligere forsvaret deres offentlige kritik med, at det er den eneste måde de kan varetage deres opgave med at holde øje med de overordnede linjer. Hvis de ikke må det her, er deres funktion så ikke tom?

»Slet ikke, da der er masser plads til at diskutere DRs indhold inden for bestyrelsen, og det er der, den diskussion bør foregå. Men en ting er, at man, som de har gjort tidligere, offentligt kritiserer navngivne programmer og medarbejdere, noget andet er, at man som Katrine Winkel Holm går direkte i flæsket på en medarbejder, og lægger pres på vedkommende. Så er det soleklart i strid med hendes opgave som bestyrelsesmedlem,« siger Mogens Jensen.

Spørgsmål: Er det ikke forkert at bortskaffe kritiske personer, bare fordi man ikke bryder om deres synspunkter?

»Nej, jeg diskuterer slet ikke udsendelsen ej heller, hvad Katrine Winkel Holm har talt med Krasnik eller Haagerup. Det her handler alene om, at et bestyrelsesmedlem ikke skal lægge pres på en DR-medarbejder. Hvad kan vi ikke få af bananrepubliks-tilstande, hvis man begynder at ringe rundt til medarbejdere, hvis man ikke bryder sig om bestemte interview. Den slags hører hjemme i en banarepublik, og ikke i Danmark, hvor vi har et velordnet system omkring vores public service-medier,« siger Mogens Jensen.

Berlingske har forsøgt at få Katrine Winkel Holms kommentar til fyringstruslen, men hun har ikke svaret på henvendelsen.

Krasniks interview med Lars Hedegaard har ført til en omfattende debat om interviewets forløb, og journalistens interviewetik. Blandt andet har presseforsker Mark Ørtsen kritiseret Krasnik for at bryde en skriftlig aftale med Lars Hedegaard om indholdet af det forestående interview.

Samme kritik retter Lars Hedegaards kampfælle i Trykkefrihedsselskabet Søren Krarup i et debatindlæg på b.dk en sønderlemmende kritik mod interviewets forløb, som han kalder et »kujonagtigt angreb« på Lars Hedegaard, og sammenligner det med det mordforsøg, som islamkritikeren blev udsat tidligere på året.

Den kritik bliver onsdag pure afvist af DR2 Deadlines chef, Heidi Robdrup, i et modindlæg i Berlingske.

»I DR understøtter og praktiserer vi til enhver tid den frie ytringsfrihed for alle. Det fremgår af Martin Krasniks invitation, og det fremgår tydeligt af interviewet med Lars Hedegaard, hvor der i øvrigt både i oplægget og under interviewet fremlægges alle bekræftede fakta om angrebet på Hedegaard, ligesom hovedpersonen selv får rig lejlighed til at supplere,« skriver Heidi Robdrup, der afviser Søren Krarups beskrivelse af Krasnik som »afhøringsofficer«.

Hensigten med interviewet burde være klar for alle parter – også Hedegaard selv, skriver hun.

»Nemlig at udforske Lars Hedegaards synspunkter baseret på tidligere udsagn, mundtlige som skriftlige. Det betyder ikke, at man som gæst i Deadline dermed gives en halv times fri taletid – så holder det op med at være journalistik,« skriver Heidi Robdrup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu