S: Vælgerne vil belønne os

1. juni 2012 10:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S: Vælgerne vil belønne os
Billede mangler

Den seneste meningsmåling er noget af en kold dukkert for Socialdemokraterne. Hvis der var valg i dag, ville blot 16,9 procent af danskerne sætte deres kryds ved liste A. Det viser en meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV2 Nyhederne.
Men partiets politiske ordfører Magnus Heunicke tvivler ikke på, at Socialdemokraterne nok skal komme tilbage, når først danskerne ser resultaterne af de reformforslag, regeringen har lagt frem.
– Hvis vi kommer igennem med vores reformer, vil vi hver eneste dag skabe 50 arbejdspladser i den private sektor, siger han.
Han erkender samtidig, at det lige nu ser rigtig skidt ud for partiet.
– I en tid med økonomisk krise skal der tages nogle nødvendige beslutninger. Vi har ikke tid til taktik og lurepasseri. Der skal skabes arbejdspladser, fastslår han.
Mens Socialdemokraterne bløder, fortsætter Venstre med at gå frem. Lars Løkke Rasmussens tropper ville få 34 procent af stemmerne og dermed blive dobbelt så stort som Socialdemokraterne, hvis der var valg i dag.
– Venstre har lagt to minutters video på YouTube, som har et kæmpe milliardhul. Vi har lagt et ambitiøst reformprogram frem, lyder kommentaren fra Magnus Heunicke.
Han henviser til det videoklip på internettet, hvor Venstres formand præsenterer partiets forslag om skattelettelser for 13 milliarder kroner.
Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, er med 11,3 procent af stemmerne vokset sig dobbelt så stort som SF, der ifølge målingen kun har opbakning fra 5,7 procent af vælgerne.
Socialdemokraternes anden regeringspartner, Det Radikale Venstre, ligger på 9,2 procent, hvilket er en tilbagegang i forhold til de 10,6 procent fra sidste måneds måling og en mindre tilbagegang i forhold til valget, hvor partiet opnåede 9,5 af stemmerne.
Meningsmålingen blev foretaget, efter regeringen fremlagde sit oplæg til en skattereform.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu