S vil lette erhvervslivet for administrative byrder

1. marts 2013 12:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
S vil lette erhvervslivet for administrative byrder
Billede mangler

Omfanget af administrative byrder, som danske virksomheder skal forholde sig til, skal reduceres, og regeringen er allerede i gang. Det siger Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht (S), på dagen, hvor ugebrevet Mandag Morgen skriver, at regningen for virksomhedernes administrative byrder i 2011 løb op i 23,4 milliarder kroner.

 

»Det er svært at sige, hvor langt man kan få beløbet ned, men samlet set er det vores målsætning, at de administrative byrder skal falde, og det kan vi også godt opnå,« siger Benny Engelbrecht til Berlingske Nyhedsbureau.

Han mener, regeringen allerede er godt på vej med det virksomhedsforum, der er nedsat.

»Vi vil meget gerne have konkrete forslag på bordet, og det har vi allerede fået. Det virksomhedsforum, vi har nedsat, er allerede kommet med 41 anbefalinger, hvor vi har accepteret 85 procent af dem – og det kommer til at give mange byrdelettelser,« siger han og tilføjer:

»Der ligger yderligere 61 nye forslag, som vi skal forholde os til her i marts. Der er mange gode idéer ude i erhvervslivet, og mange af dem kan man umiddelbart omsættes,« siger han.

Den liberale tænketank Cepos opfordrer politikerne til at indføre et princip, som vil betyde, at hver gang virksomhederne pålægges en administrativ byrde, så skal en anden fjernes. Benny Engelbrecht roser forslaget, men slår fast, at det ikke indføres her og nu:

»Det kan være noget, man engang i fremtiden måske kan overveje. Men det er ikke noget, vi aktuelt vil kaste os over, fordi vi har fundet ud af, at tilgangen med virksomhedsforum simpelthen giver så mange positive resultater, at der ingen grund er til at forkaste den tilgang på nuværende tidspunkt,« siger Benny Engelbrecht.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu