S vil også afskaffe indfødsretsprøven

9. januar 2012 13:21 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
S vil også afskaffe indfødsretsprøven
Billede mangler

Nu får den danske integrationspolitik den helt store rusketur.
Det er ikke kun pointsystemet, der står til at blive afskaffet, også indfødsretsprøven ryger med i faldet, lyder det fra Socialdemokraterne.
“Vi afskaffer i princippet indfødsretsprøven og indfører så en statsborgerskabsprøve i stedet for,” siger indfødsretsordfører Lennart Damsbo-Andersen (S) til Newspaq.
Indfødsretsprøven er vejen til at få dansk statsborgerskab, mens pointsystemet er nøglen til familiesammenføring. Sidstnævnte skiftes ud med en danskprøve, mens Indfødsretsprøvens erstatning bliver en noget anderledes prøvemodel end den nuværende.
“Det er en hel masse af det stof. man skal kunne for at bestå den prøve, der er fuldstændig ligegyldigt. I dag lægger det meget op til, at man skal kende kongerækken og en række malerier, som ikke engang danskere kender til. Det er fladpandet, og man skal ikke stille krav til udlændinge, som danskerne ikke en gang kender til,” mener Lennart Damsbo-Andersen.
Han ser samtidig et andet problem med den nuværende indfødsretsprøve: Danmark er et lukket land for analfabeter, og det skal være slut.
“De har ikke en jordisk chance, og de kan jo være gode mennesker alligevel. Vi skal have en dispensationsordning på lige fod med den, der er for alvorligt syge og handicappede,” forklarer den socialdemokratiske indfødsretsordfører.
Den nye prøve kommer til at åbne døren for flere udlændinge, der gerne vil være danske på papiret.
“Den bliver lettere. Og den vil være mere rettet mod den tid, vi er i,” slår Lennart Damsbo-Andersen fast.
Han oplyser samtidig, at statsborgerskabsprøvens danskdel vil være lettere end i den nuværende indfødsretsprøve. I dag skal man bestå Dansk 3 for at få dansk statsborgerskab. I fremtiden bliver det kun nødvendigt med Dansk 2, som er noget lettere at bestå.
Konservative stillede sig tidligere på dagen villige til at kigge på, hvorvidt man kunne ændre indfødsretsprøven, så den blev mere konkret i forhold til, hvordan man skal fungere i det danske samfund som borger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu