Så får homoseksuelle deres ja i dag

7. juni 2012 07:38 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Så får homoseksuelle deres ja i dag
Billede mangler

Nogle jubler og nogle sørger.
Men uanset hvad danskerne mener om det følsomme emne – kirkelig vielse af homoseksuelle – så bliver torsdag 7. juni 2012 en historisk dag i Danmark.
Folketinget forventes med et komfortabelt flertal at vedtage en lov, som giver homoseksuelle mulighed for at indgå ægteskab og kalde sig ægtefæller i stedet for som i dag registrerede partnere.
Lovforslaget giver homoseksuelle mulighed for at vælge mellem kirkelig- eller borgerlig vielse, ligesom heteroseksuelle par.
For salgsdirektør i Star Tour Stig Elling er dagen en festdag.
– Jeg har været frontkæmper for det her i mange år, og for mig bliver det en historisk dag, når loven vedtages, og homoseksuelle kan gifte sig i kirken på lige fod med alle andre, siger han til Ritzau.
Stig Elling ville gerne selv have været til stede i folketingssagen ved den afgørende afstemning, hvis han havde haft mulighed for det.
– Det kan jeg desværre ikke, men jeg vil fejre begivenheden om aftenen med en flaske champagne sammen med min samlever gennem 24 år, Steen, siger Stig Elling.
Den 26. maj 1989 vedtog Folketinget loven om registreret partnerskab, som trådte i kraft 1. oktober samme år.
Eigil og Axel Axgil var det første par, som for øjnene af verdenspressen indgik registreret partnerskab på Københavns Rådhus.
Per 1. januar 2012 levede der 4101 par i registrere partnerskaber i Danmark. Ændringen af ægteskabsloven betyder, at de registrerede partnerskaber nu automatisk får status af ægteskab.
Når loven er blevet vedtaget torsdag vil der formentlig kun gå ganske få dage, før de første homoseksuelle par kan blive viet i kirken. Landets biskopper har i hvert fald et ritual klar, som kan tages i brug fra 15. juni.
Indholdet af ritualet er endnu ukendt, men det vil blive præsenteret for kirkeminister Manu Sareen på mandag.
Det er langtfra alle, der vil fejre vedtagelsen af den nye lov, der også deler landets præster.
En rundspørge som Berlingske Research foretog tidligere på året viste således, at næsten hver tredje sognepræst siger nej til at vie bøsser og lesbiske.
Og loven giver præsterne lov til at sige nej til selv at vie homoseksuelle, hvis de er imod.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu