Så mange er døde på jobbet i år

30. marts 2012 14:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Så mange er døde på jobbet i år
Billede mangler

Ni mennesker blev i årets første tre måneder dræbt på jobbet i arbejdsulykker.
Det viser helt nye tal fra Arbejdstilsynet.
Inden for de to seneste døgn har yderligere tre mennesker mistet livet.
Og derfor ventes antallet af fastslåede arbejdsulykker med døden til følge at ende på mindst 12 i årets første kvartal.
Her er de tre seneste dødsulykker:
1) Onsdag mistede en 54-årig polsk byggearbejder livet, da et stillads væltede over ham under arbejdet med Helsingørs Søfartsmuseum.
2) Onsdag aften faldt en 65-årig landmand ned fra en stige på sin ejendom i Struer og døde torsdag af sine kvæstelser.
3) Torsdag mistede en 48-årig mand fra Jyderup livet, da han blev klemt ihjel under udskiftningen af et filter på en maskine på Novozymes fabrik i Kalundborg.
De formentlig 12 verificerede dødsulykker i årets første kvartal er to flere end i de første kvartaler af 2010 og 2011.
Hele sidste år døde 41 mennesker i Danmark, mens de passede deres arbejde. Året før var det 39.
Hvis tendensen for i år varer ved året ud, ender 48 mennesker med at dø på jobbet i 2012.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu