Så meget betaler du: Dyrt vand i frossen fisk

8. september 2012 10:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Så meget betaler du: Dyrt vand i frossen fisk
Billede mangler

Frossen fisk vejer op til 24 procent mindre, når det er tøet op – forbrugerne betaler derfor dyrt for det frosne vand.
 
Du betaler dyrt for vand, når du køber fisk og skaldyr. Det afslører Søndagsavisens kontrolvejning af 15 forskellige typer frosne fisk og skaldyr fra syv forskellige supermarkeder. Her er der op til 24 procent mindre i pakken end den deklarerede nettovægt, efter at produkterne var blevet tøet op i et køleskab og derefter vejet.
 
Det bekymrer Fødevarestyrelsen, der nu går ind i sagen for at finde ud af, om producenterne snyder på vægten.
 
Resultaterne giver os anledning til at se, om der er problemer på området. Derfor har vi bedt de relevante fødevareafdelinger om at tjekke op på det, siger Pernille Lundquist Madsen, der er souschef i Fødevarestyrelsens afdeling for Kemi og Fødevarekvalitet til Søndagsavisen.
 
Køber du en pakke med 200 gram ‘Store Luxus Kammuslinger’ fra SuperBest til 70 kroner, betaler du reelt 16 kroner for vand. Efter Søndagsavisens optøning i køleskab er der således kun 153 gram kammuslinger tilbage i posen, når den optøede is er hældt fra.
 
Nordic Seafood, der producerer ‘Store Luxus Kammuslinger’, afviser, at de snyder forbrugerne.
Alex Jensen, der er administrerende direktør, anerkender slet ikke Søndagsavisens kontrolvejning.
 
Vi vejer nettovægten på en helt anden måde,« siger han og henviser til branchens standardiserede måde at beregne nettovægt på, hvor man kort fortalt skyller isen af produkterne, ’dupper’ dem tørre og vejer dem.
Men det kan ikke forklare de afvigelser, Søndagsavisen har fundet, mener Camilla Udsen, der er seniorrådgiver i Forbrugerrådet.
 
Der vil i et vist omfang være udsving, når man angiver nettovægt. Men når jeg ser på de her tal, så er der helt klart flere, hvor afvigelsen er alt for stor, siger hun.
 Køber du frisk eller frosen fisk – eller slet ingen? Og er det i orden at betale så meget for det frosne vand? Giv din kommentar i Facebook-boksen under artiklen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu