Så meget billigere er boliger på tvang

6. februar 2013 10:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Så meget billigere er boliger på tvang
Billede mangler

I januar gik knap 14 danske boliger på tvangsauktion om dagen inklusive weekender, og det er en stigning på 18,1 procent i forhold til december. Men omfanget af tvangsauktioner svinger meget, og derfor skal man ikke tolke tallene alt for negativt, mener Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea Kredit.

 

“Antallet af tvangsauktioner svinger ret meget fra måned til måned, og store udslag er ikke en usædvanlig hændelse,” skriver hun i en kommentar.

Antallet af tvangsauktioner har ligget højt i flere år, og 2012 lå tæt på 2010, da der var flest tvangsauktioner siden 1994. Det undrer boligøkonomen, fordi arbejdsløsheden har ligget næsten stabilt de seneste 2 år, samtidig med at renten er så lav, at man kan forrente et afdragsfrit F3-lån på 1 mio. kr. til kun lige godt 1.000 kr. om måneden.

Men den langstrakte krise får mange til at vælge tvangsauktionen som en vej ud af et usælgeligt hus, hvis skilsmisse, sygdom eller andre negative faktorer rammer dagligdagen.

“Boligmarkedet har efterhånden ligger underdrejet i over 5 år, og der er steder i landet, hvor det er oprigtigt svært at sælge en bolig, så snart den skiller sig lidt ud fra nutidens gængse ønsker til plantegning, beliggenhed og moderniseringsgrad,” skriver hun.

Boliger på tvangsauktion sælges da også markant billigere end boliger i fri handel. Ifølge nye tal fra boligportalen iTvang handles boliger på tvangsauktion generelt i hele landet 756.317 kroner billigere end boliger i fri handel.

Samtidig er boligarealet godt 5 kvadratmeter større og grundene for husenes vedkommende er godt 94 kvadratmeter  større.

Til gengæld er boligerne i gennemsnit godt 18 år ældre, og det kan være med til at forklare den markant lavere pris, vurderer Frederik Rovsing, partner i iTvang.

“Erfaringer viser, at jo ældre boligen er, des dårligere stand er den ofte i. Derfor vil ejendomme på tvangsauktion i gennemsnit være i dårligere stand end ejendomme handlet i fri handel. Dertil kommer, at boligejere, der ser deres bolig komme på tvangsauktion, ofte vil have problemer med at betale for almindelig vedligholdelse af boligen. Dette er også med til at forværre standen af boliger på tvangsauktion,” vurderer han.

Derfor råder Frederik Rovsing købere på tvangsauktioner til at være specielt opmærksom på, at der ikke udarbejdes tilstandsrapport, og at købere heller ikke bliver tilbudt at tegne en ejerskifteforsikring.

“Det er derfor meget vigtigt, at en interesseret køber af en ejendom på tvangsauktion besigtiger ejendommen med en byggesagkyndig inden tvangsauktionens afholdelse,” lyder rådet.

I hovedstaden er prisforskellen på ejendomme på tvangsauktion og i fri handel kun på godt 671.000 kroner.

i den mere kuriøse afdeling er der flere af boligerne på tvangsauktion, der har brændeovn, garage og udhus. Til gengæld er der også en overvægt af boliger, der er bygget af beton, træ og bindingsværk frem for traditionelle mursten.

Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af frie handler og tvangsauktioner på enfamiliehuse og ejerlejligheder i perioden 2010-2011.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu