Så store er olielandenes investeringsfonde

2. marts 2013 13:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Så store er olielandenes investeringsfonde
Billede mangler

Det er de helt store tal, der kommer på bordet, når man ser på olielandenes investeringsfondes værdi. Tal fra det amerikanske konsulenthus SWF Institute viser, at de fem største oliefonde i dag har en samlet værdi på 2.345 milliarder dollar – eller rundt regnet 13.300.000.000.000 danske kroner.

 

Der kom fornyet fokus på de enorme fonde i begyndelsen af ugen, da den allerstørste af dem – den norske oliefond – kunne oplyse, at dens samlede værdi nu oversteg 4.000 milliarder norske kroner (ca. 700 mia. dollar). Et beløb, der skal bruges til at holde hånden under den norske velfærd i en fremtid, hvor oliereserverne er opbrugt.

Men den hovedrige norske fond er langt fra alene. Mange olieproducerende lande har samme strategi – selv om de måske ikke kanaliserer en lige så stor procentdel af olieprovenuet over i fonden, og måske heller ikke er så gode som nordmændene til at bestyre dem.

Se billederne: Top 10 – så meget sparer olielandene op

Norges oliefond får størrelsesmæssigt kamp til stregen af Abu Dhabis oliefond, der ifølge SWF Institute er 627 milliarder dollar værd. På top fem-listen følger herefter Saudi-Arabiens, Kuwaits og Ruslands oliefonde.

Man kunne måske forestille sig, at de gigantiske investeringsfonde var så store på markederne, at deres dispositioner i sig selv rykker markederne. Men sådan er det ikke nødvendigvis, forklarer Sydbanks aktieanalysechef Bjørn Schwarz. For de nationale oliefonde er karakteriserede ved at have stor spredning og være langtidsinvestorer.

»For dem gælder det lige som andre store investorer om at rebalancere deres porteføljer, og det kan selvfølgelig give forskydninger. Men jeg vil tro, de gør det gradvist for ikke at påvirke markederne for meget,« siger Bjørn Schwarz til Berlingske Business og tilføjer:

»Hensigten er – for den norske oliefonds vedkommende – at forvalte nordmændenes penge på den bedst mulig måde, og der er man ikke ude i at være en aktør, der tager nogle store risici. Man satser på et stabilt langsigtet afkast.«

At fondenes tilbagelænede strategi ikke direkte skaber bevægelser på markederne, er dog ikke ensbetydende med, at de er uden indflydelse. For de påvirker selvsagt markedet i og med at de er der – og at de er så store, som de er. Og det er ikke i småtingsafdelingen, man finder fondene. Ifølge Ritzau Finans svarer alene den norske oliefonds værdi til, at den ejer tæt på én procent af verdens virksomheder.

Nationers oliefonde er langt fra de eneste tunge investeringsaktører på markedet. Der er på den ene side en lang række store privatejede fonde, og derudover er der statsejede fonde, der baserer sig på andet end olie – deriblandt landes valutaoverskud.

Et strålende eksempel inden for den sidstnævnte kategori er Kina. Den økonomisk set fremadstormende nation er verdens produktionshal, og det betyder, at enorme summer i fremmed valuta strømmer ind over den kinesiske mur. Den valutastrøm har de kinesiske myndigheder brugt som afsæt til at skabe verdens tredjestørste investeringsfond, SAFE Investment Company. Fonden råder ifølge SWF Institute over en portefølje med en værdi på 567 milliarder dollar.

Og den kinesiske valuta-investeringsfond står ikke alene. Ser man på top seks over nationale investeringsfonde, der ikke alene er baseret på olie, så står Kina i dag bag de tre. Deres samlede værdi udgør 1.400 milliarder dollar.

Se hvor stor den norske oliefond er lige nu her

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu