Antallet af voldsomme ulykker er steget: Sådan kan du redde liv

17. marts 2017 14:45 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Gennem flere år er antallet af ulykker og uheld, der involverer motorcykler, steget. Vi iler med gode råd til både bilister og motorcyklister.

30. marts sætter tusinder af motorcyklister traditionen tro kursen mod Bakken nord for København.

På den måde manifesterer de læderklædte motorcyklister forårets komme. Og med den også motorcyklernes samme på de danske veje.

Desværre er der en kedelig statistisk, der netop involverer motorcykler: De senere år er antallet af dræbte og tilskadekomne motorcyklister kun gået en vej – nemlig opad.

Derfor har vi samlet nogle gode råd i galleriet over artiklen. De kan med fordel læses uanset om du er bilist eller foretrækker den tohjulede som befordringsmiddel.

De foreløbige tal for 2016 viser altså, der blev dræbt 26 motorcyklister i trafikken mod 19 året før. En stigning på næsten 40 procent.

I alt er der cirka 250 årlige trafikuheld med personskade, der på en eller anden måde involverer en motorcykel.

Motorcykel Forhandler Foreningen (MFF), Dansk Kørelærer-Union (DKU) og Foreningen af Køretekniske Anlæg i Danmark (KTADK) har siden begyndelsen af 2016 arbejdet med udviklingen af et nyt initiativ, som skal forbedre motorcyklisters sikkerhed. Det oplyser de i en fælles pressemeddelelse.

Se flere billeder hos Local Eyes.

Hos MFF, DKU og KTADK er man enige om, at mange motorcykeluheld kan undgås, hvis motorcyklisten får mulighed for at dygtiggøre sig under sikre og betryggende forhold.

”Sikkerpå2hjul” iværksættes derfor som en national kampagne målrettet sikkerheden for motorcyklister over hele landet.

Undersøgelser viser nemlig, at erfarne motorcyklister laver færre fejl under kørslen, samtidig med at de sjældent overvurderer egne evner og oftest har fuld kontrol over motorcyklen.

Flere cykler på vejene

Salget af nye motorcykler er siden 2013 steget med næsten 90 procent. Og bestanden af indregistrerede motorcykler er nu tæt på 155.000 enheder. Og med flere motorcykler på vejene kan der statistisk set ske flere uheld.

I pressemeddelelsen oplyses det også:

· Vi ved, at størsteparten af uheld (ca. 80-90%) skyldes menneskelige fejl
· Vi ved, at risikoen for et færdselsuheld er særlig stor for den mindre rutinerede motorcyklist
· Vi ved, at den uerfarne motorcyklist ofte er tilbøjelig til at overvurdere egne evner

– Mange af de cirka 250 uheld med personskade, der hvert år involverer danske motorcyklister, kunne måske have været forhindret, og det er dem, vi i samarbejde med DKU og KTADK har fokus på. Uheld hvor manglende træning kan have været medvirkende årsag, siger John Tange, formand for Motorcykel Forhandler Foreningen.

Klik dig gennem galleriet øverst i artiklen. Og på den måde måske være med til at afværge et uheld eller en ulykke.

Du kan også læse forskellige anbefalinger omkring motorcykler hos Sikker Trafik lige HER.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu