Sådan blev hundredvis af filippinere smuglet til Danmark

31. januar 2013 15:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sådan blev hundredvis af filippinere smuglet til Danmark
Billede mangler

Der ligger et sindrigt system bag den menneskesmugling af 1049 illegale filippinere, som en 43-årig herboende filippinsk kvinde gennem flere år angiveligt har fået til Danmark. Det fremlagde anklager Claus Benner torsdag i Retten i Holstebro, hvor han gennemgik beviserne for anklagemyndighedens påstand.

 

Når filippinere vil til Danmark, har de to muligheder for at komme ind i landet. Den ene mulighed er at få et turistvisum. Det kræver, at visumansøgerne skal kunne fremvise hotelbookinger for hele rejsen, ligesom de skal kunne godtgøre, at de har økonomi til forsørge sig selv under opholdet. Den anden mulighed er, at visumansøgeren får et familiemedlem i Danmark til at garantere for opholdet i Danmark. Familiemedlemmet skriver så under på, at det vil betale hjemrejse og ophold for visumansøgeren. Det er den type visum, som er centrum for denne sag.

Anklageren mener, at menneskesmuglingen foregik med hjælp fra sidste regel.

Først tog visumansøgerne kontakt til den 43-årige kvindes rejsebureaus kontor på Filippinerne. Rejsebureauet inviterede derefter visumansøgerne til et interview, hvor ansøgerne også fik at vide, hvordan processen ville foregå.

Derefter gik arbejdet med at finde en garant, som var bosat i Danmark, i gang. Når garanten var fundet, skulle vedkommende i gang med deres del af arbejdet. Det bestod i, at garanterne udfyldte en såkaldt VU2-erklæring, som er den invitation, der danner grundlag for besøgsvisummet. På invitationen skrev garanterne, at de var i familie med visumansøgerne, selvom det ikke var sandt.

Hvis Udlændingestyrelsen godkendte visumansøgningen, kunne filippinerne få deres visum på den norske ambassade i Filippinerne, da Danmark ingen ambassade har i Filippinerne og derfor samarbejder med landets norske ambassade.

Anklageren mener at kunne bevise, at en lang række af filippinerne blev sendt videre ud i Europa. Blandt andet har vidner fortalt, hvordan den 43-årige tiltalte købte store mængder togbilletter til udlandet, som hun altid betalte med kontanter. Taxachauffører har også fortalt politiet, at de mod betaling har kørt filippinere fra Danmark til Paris. Sådan en tur betalte den tiltalte kvinde 15-17.000 kroner for.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu