Sådan er skattereglerne for børnepasning under lockout

27. marts 2013 14:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sådan er skattereglerne for børnepasning under lockout
Billede mangler

Hvis din arbejdsplads ansætter personer til at passe dit barn under en lockout, så skal du betale skat, da der vil være tale om et personalegode. Det oplyser Skat på sin hjemmeside.

 

Til gengæld skal du ikke betale noget i skat, hvis du selv holder øje med dit barn, mens du er på arbejde.

»I sådanne tilfælde, hvor medarbejderne deles om pasning af de medbragte børn, har arbejdsgiveren ikke en udgift til børnepasning. Derfor er det Skats opfattelse, at der ikke er tale om et personalegode, der er skattepligtigt,« lyder det på skat.dk.

»Hvis der derimod for eksempel er tale om, at arbejdsgiveren ansætter medarbejdere eller anviser konkrete medarbejdere til at passe børnene og dermed har en udgift til børnepasning, vil der skattemæssigt være tale om en anden situation for medarbejderne,« lyder det.

Berlingske skriver onsdag, at man risikerer et skattesmæk, hvis man gør brug af de pasningsordninger, som flere virksomheder tilbyder deres ansatte under en lockout.

Børnepasning er nemlig skattepligtig, fordi det anses som et personalegode på linje med belønningsmiddage og rejser, som ifølge Skats faste praksis er en rent privat sag.

Det mulige skattesmæk har fået Liberal Alliance og Konservative til at kræve en garanti fra skatteminister Holger K. Nielsen (SF) om, at forældre ikke rammes af et skattesmæk, hvis de siger ja tak til arbejdspladsens tilbud om børnepasning under konflikten mellem lærerne og KL.

Hvis man som arbejdsgiver ønsker sikkerhed for, at ens pasningsordning kan ske uden skattepligt for medarbejdere, kan man anmode Skat om et bindende svar.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu