Sådan gjorde vi

5. april 2013 23:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sådan gjorde vi
Billede mangler

For tre uger siden beskrev Berlingske, hvordan Københavns Kommunes bosted Møllen i Kalundborg ulovligt havde låst sine voksne handicappede beboere inde og videoovervåget dem. København opdagede i 2007, at stedet ikke var godkendt til at have med den slags borgere at gøre. Og fra 2008 blev de flere gange advaret om de ulovlige forhold på stedet. Først da pårørende klagede over fund af blå mærker, opsagde kommunen alle kontrakter med stedet i december 2012.

Siden har Berlingske beskrevet, hvordan familien til en svært udviklingshæmmet mand gennem otte måneder forsøgte at få ham flyttet fra Møllen uden held. Først da familien gik til kommunens ombudsmand, blev den udviklingshæmmede flyttet.

Socialminister Karen Hækkerup (S) har bedt om og modtaget en redegørelse af sagsforløbet fra kommunen. Ministeriets jurister er i øjeblikket ved at gennemse redegørelsen. Kommunens ombudsmand, borgerrådgiver Johan Busse, har også bedt om en redegørelse af forløbet med Møllen.

Socialborgmester Mikkel Warming (EL) er indkaldt til at besvare spørgsmål om sagen om Møllen i Københavns Borgerrepræsentation i næste uge. Sagen om Møllen kommer på trods af, at forvaltningen i 2009 gennemførte store ændringer af blandt andet tilsynet med bostederne efter skandalen om Tokanten i 2007, hvor beboerne blandt andet blev franarret penge og ulovligt låst inde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu