Sådan vil regeringen forbedre konkurrenceevnen

26. februar 2013 12:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sådan vil regeringen forbedre konkurrenceevnen
Billede mangler

Som et led i »Vækstplan DK« planlægger regeringen investeringer for ti milliarder kroner i 2014 stigende til 15 milliarder kroner i 2020. Målet er at styrke virksomhederne og skabe 150.000 nye private arbejdspladser.

 

»Vækstplan DK« består af tre reformsport: Bedre vilkår for danske virksomheder, investeringer i Danmark, herunder øgede offentlige investeringer, og bedre uddannelse.

For det første vil regeringen skabe bedre vilkår for danske virksomheder. Det skal ske ved en gradvis nedsættelse af selskabsskatten – skattelettelsen kommer dog ikke til at gælde efterforskning efter og produktion af olie og naturgas i Nordsøen. Desuden nedsættes selskabsskatten fra 25 procent til 22 procent, og lønsumsafgiften øges i den finansielle sektor.

En anden måde, som regeringen vil skabe bedre konkurrencevilkår for virksomhederne på, er ved at sænke energiafgifterne. Den vægtbaserede emballageafgift afskaffes, og spildevandsomkostninger for store virksomheder skal ifølge planen sænkes.

Skattekreditten for forsknings og udvikling skal øges, og virksomhedernes fradrag for hotelmoms øges fra 50 til 75 procent. Regeringen ønsker at forbedre forholdene for erhvervsdrivende fonde, så overtagelse af virksomheder kan ske med skattemæssig succession.

Som en del af de bedre vilkår for virksomhederne droppes kørselsafgiften for lastbiler, og jernbanegodstransporten skal derfor støttes, så jernbanetransportens konkurrenceevne ikke forringes.

Regeringen vil styrke indsatsen for vækst- og eksportfremme samt tiltrækning af højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Man vil styrke markedet for udstedelse af erhvervsobligationer og styrke Eksport Kredit Fondens (EKF) garantikapacitet for op til 15 milliarder kroner.

Andet reformspor er regeringens plan om at øge de offentlige investeringer. Forøgelse af de planlagte offentlige investeringer med to milliarder kroner i 2014 stigende til fire milliarder kroner i 2020.

I 2014 vil regeringen prioritere det øgede råderum til offentlige investeringer til kommunerne, som ifølge vækstplanen ligger i forlængelse af den aftale, som regeringen og KL indgik i januar om en forøgelse af de kommunale anlægsinvesteringer.

I tillæg til de øgede offentlige investeringer vil regeringen hæve Landsbyggefondens renoveringsramme med fire milliarder kroner i 2013.

Boligjobordningen videreføres med fuld virkning i 2013 og 2014.

Regeringen vil investere i yderområder ved bygningsfornyelse, kystbeskyttelse og bedre bredbånd på Bornholm. Der bliver afsat en ny pulje til nedrivning og istandsættelse af dårlige boliger på landet på 200 millioner kroner årligt i 2014 og 2015.

Fremrykning af aktiviteter i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen, som konkret forventes at øge aktiviteten med op til 350 millioner kroner i 2013 og 750 millioner kroner i 2014. Det modsvares af en lavere aktivitet i 2015 og 2016.

Det tredje spor i regeringens konkurrenceevnepakke handler om bedre uddannelse. Regeringen afsætter blandt andet en pulje på en milliard kroner i perioden 2014 til 2017 til et kompetenceløft af arbejdsstyrken, som blandt andet skal understøtte, at produktionsvirksomheder og arbejdspladser kan fastholdes i Danmark. Der vil desuden komme et udspil til en reform af erhvervsuddannelserne i løbet af 2013.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu