Salgs-spirer skal være eksperter i net-handel

2. august 2012 11:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Salgs-spirer skal være eksperter i net-handel
Billede mangler

De salgs-assistenter, der til efteråret sætter sig på skolebænken, har nu mulighed for at blive specialister i salg på nettet.
Blandt andet kan de vælge at arbejde med e-handel i op til et år af deres praktiktid, tage et helt specifikt specialistspor i e-handel og krydre det med et ekstra fag i, hvordan man udnytter de sociale medier optimalt.
– De skal vide, hvordan man sætter annoncer op, hvordan man leverer varen – altså alle de her grundlæggende ting, som man lærer i detailhandlen. Nu skal det skal bare foregå på nettet, siger Herdis Poulsen, næstformand for HK HANDEL og ansvarlig for uddannelsesområdet, til Newspaq.
Det nye fokus på uddannelsen sker, fordi danskerne i større grad handler på nettet. Syv ud af ti danskere har ifølge Danmarks Statistik handlet på nettet inden for det seneste år.
– Det er helt naturligt, at vi i detailhandelen nu giver vores elever mulighed for at lære såvel e-handelens arbejdsfunktioner og de sociale mediers særlige markedsføringsmuligheder, så de er bedre rustet til deres kommende karrierer i erhvervet fremover, siger uddannelseschef i Dansk Erhverv Svend Berg, der samtidig er formand for Det Faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser.
I dag sidder de interaktive butikker på 15 procent af markedet, og en fremskrivning fra FDIH (Foreningen for Distance- og Internethandel) viser, at de i år 2020 vil sidde på halvdelen af detailhandlen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu