Saltin vil have alle blod-tallene frem

28. februar 2013 23:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Saltin vil have alle blod-tallene frem
Billede mangler

– Hvis I ikke har noget skjule, så kan I vel lægge alle tal frem i lyset.

 

Nogenlunde sådan lyder opfordringen fra den svenske dopingjæger og professor i fysiologi, Bengt Saltin. Opfordringen kommer i kølvandet på dokumentaren ‘Uppdrag Granskning’ om doping blandt langrendsløberne i 90erne, et program som har sat sindene i kog blandt de langrendsgale nordmænd og svenskere.

I programmet, som blev sendt onsdag aften, blev der med baggrund i høje hæmaglobin-værdier sat spørgsmålstegn ved en række navngivne norske stjerner, heriblandt ikonet over dem alle, Bjørn Dæhlie, og den noget mindre succesfulde Erling Jevne.

Bjørn Dæhlie har bebudet, at han er klar til sagsøge de programansvarlige journalister, som torsdag var til en debat i studiet med bl.a. Saltin, den tidligere norske langrendslandstræner Dag Kaas, det norske skiforbunds tidligere kommunikationschef Otto Ulseth samt de tidligere skistjerner Vladimir Smirnov og Thomas Wassberg.

Saltin gentog programmets præmis: Nemlig at så høje hæmoglobinværdier kan man kun opnå, hvis man på den ene eller anden måde fusker med sit blod på den ene eller anden forbudte måde.

– Det er umuligt at opnå værdier på over 17-17,5 uden at have manipuleret på den ene eller anden måde. Nordmændene har tallene fra prøverne fra 90erne, læg dem frem, hvis der ikke er noget at skjule, lød opfordringen fra Saltin, en opfordring, der skal ses i lyset af, at det svenske skiforbund torsdag bekendtgjorde, at man overvejer at offentliggøre alle tal for de svenske langrendsløbere.

De to nordmænd i studiet var vældigt oprørte over beskyldningerne. De afviste kategorisk, at nogle af de norske skiløbere skulle kunne have været dopet – og det selvom Norge gennem en lang årrække dominerede langrendssporten for begge køn.

– Vi brugte systematisk højdetræning, og vi trænede mere og bedre og havde det bedste udstyr. Det er ikke alle fysiologer, der er enige med Bengt. Vi har nogle andre oplevelser, alt er individuelt, sagde den tidligere landstræner Dag Kaas blandt andet.

Den olympiske guldvinder og firedobbelte VM-guldvinder Vladimir Smirnov, som siden midt i 90erne har boet i Sverige, var også i studiet. Han blev i dokumentaren fremhævet for sin astronomisk høje blodværdi under VM i Thunder Bay i 1995, hvor hans karriere toppede med tre individuelle guldmedaljer. Dengang var helt oppe at ringe på 19,8, en nærmest selvlysende værdi, der ifølge Saltin er garanti for doping.

Smirnov afviste, at han havde brugt noget, der var forbudt dengang, og at han i øvrigt ikke vil dømmes af journalister.

– Det kan man ikke gøre med så enkle metoder. Journalister kan ikke dømme skiløbere. Der findes regler, og det er den medicinske komité, der bestemmer om man må starte eller ej. Jeg ved ikke, hvad mine værdier var, jeg fik bare at vide, om jeg måtte starte eller ikke starte.

Den legendariske svenske OL-guldvinder Thomas Wassberg kritiserede udsendelsen og bakkede nordmændene op.

– Man kan man ikke bare tage tallene og så sige, at folk var dopede. Det er mere indviklet end som så, mente Wassberg, som i sin aktive karriere i 80erne vandt olympisk guld fire gange og blev verdensmester tre gange.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu