Sammenlægning er en katastrofe, mener fagforbund

2. november 2012 13:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sammenlægning er en katastrofe, mener fagforbund
Billede mangler

Det går hårdt ud over mange civile kontoransatte i forsvaret at Forsvarschefen vil sammenlægge tre kommandoer, frygter HK Stat.
 
De kontoransatte i Forsvaret frygter fyringer, hvis forsvarschefen lægger Søværnets Operative Kommando i Aarhus sammen med Flyvertaktisk Kommando og Hærens Operative Kommando i Karup.
 
128 stillinger ser ud til at forsvinde ved manøvren, og mange af dem vil være administrative, som rammer HK Stats medlemmer.
 
– Det er en katastrofe. I forvejen er vores medlemsgruppe oftest den, der står for skud, når der sker forandringer, og det er uanset, om det er i forsvaret eller andre steder i staten, siger Rita Bundgaard, formand for HK Stat, til Newspaq.
 
Hun glæder sig dog over, at der er tale om “gennemtænkte” besparelser i forsvaret og ikke tilfældige besparelser som følge af grønthøstermetoden.
 
– Denne gang har man valgt at kigge på hele strukturen i forsvaret, og det er også ledelsesstrukturen. Det har været efterspurgt, siger Rita Bundgaard.
 
I HK Stat håber man, at forsvaret vil forsøge at undgå så mange fyringer som muligt.
 
– Så mest muligt kan klares via naturlig afgang, frivillige aftrædelsesordninger og genplaceringer Det har vi erfaring med, at Forsvaret er gode til, siger HK Stat-formanden.
 
I Hærens Konstabel- og Korporalforening er formand Flemming Vinther åben over for en sammenlægning.
 
– Det vigtigste for os er, at vores medlemmer får den optimale træning og uddannelse i deres hverdag, og at der er systemer til at bakke dem op, når de er i operationer, siger han.
 
Flemming Vinther repræsenterer soldaterne i Hærens Operative Kommando. Han tror ikke, at mange konstabler vil blive berørt af sammenlægningen.
 
– Det bliver ikke noget stort. Denne omlægning vil primært ramme officersgruppen og vores civile kolleger.
 
Forsvarschefen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge muligheden for sammenlægning af de operative kommandoer i én samlet Værnsfælles Operativ Kommando.
 
Forsvarschef, general Peter Bartram, understreger, at formålet med sammenlægningen er at få “mest effekt for pengene”.
 
– Ved at sammenlægge de tre nuværende operative kommandoer, mener jeg, at der opnås bedre udnyttelse af de ressourcer, de operative kommandoer bruger i dag, men også at der skabes bedre muligheder for en forstærket operativ effekt mellem de tre værn, siger han.
 
Arbejdet forventes færdig omkring årsskiftet.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu