Sammenstød i Egypten før årsdag

25. januar 2013 06:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sammenstød i Egypten før årsdag
Foto: Wikipedia.

Politi og demonstranter stødte sammen på Tahrir-pladsen i Kairo før årsdagen for revolutionen i 2011.

 

Aktivister og oppositionspolitikere har opfordret til store demonstrationer fredag på Tahrir-pladsen og foran præsidentens palads i forstaden Heliopolis.

Torsdagens uroligheder brød ud, da demonstranter begyndte at rive en cementmur, som skulle forhindre dem i at nå parlamentet og kabinetsbygningen, ned.

– Ned med Mohamed Morsi, ned med Det Muslimske Broderskab råbte demonstranterne.

Sammenstødene fortsatte til sen aften og efterlod snesevis af sårede.

Siden tre ugers masseprotester tvang Mubarak fra magten, har Egypten været præget at politisk uro under overgangsperioden under den midlertidige ledelse af militæret, inden Morsi vandt valget i juni sidste år.

Hans første seks måneder ved magten har været præget af politiske spændinger, demonstrationer og besparelser på statsbudgettet, der ikke har gavnet hans popularitet.

Morsi besøgte byen Ismailia i den vestlige de af landet torsdag. Præsidentens besøg blev dog forstyrret af demonstranter, der blokerede en jernbanestation og rev velkomstbannere ned.

Senere på dagen opfordrede præsidenten egypterne til at markere årsdagen på en fredelig måde.

Oppositionspolitikere har opfordret til demonstrationer over hele landet fredag.

Myndighederne har lovet at holde sikkerhedsstyrkerne ude af Tahrir-pladsen for at mindske risikoen for voldelige konfrontationer, men siger samtidig, at politi vil være i nærheden for at arrestere eventuelle ballademagere.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu