Samsung slår Apple på smartphones i 2013

4. januar 2013 11:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Samsung slår Apple på smartphones i 2013
Billede mangler

Samsung forventes at styrke deres ledende position på markedet for salg af smartphones i 2013, mens Apple må nøjes med en andenplads.
 BNB, Af: Eva Obelitz Rode
 
Elektronikvirksomheden Samsung ventes at styrke sin position som førende på det globale marked for salg af smartphones i 2013 og komme endnu længere frem end Apple. Det skriver Reuters.
 
Samsung vurderes til at øge salget af smartphones med 35 procent i år og sælge mere end 290 mio. smartphones, mens Apples salg af smartphones ventes at ende på den anden side af 180 mio. i år, hvilket vil være en stigning på 33 procent i forhold til sidste år.
 
“Vi forventer, at Samsung styrker deres førerposition over for Apple i år, fordi de har en bredere og mere alsidig produktportefølje,” siger Neil Mawston, adm. direktør i analysefirmaet Strategy Analytics, i en mail til Reuters.
 
Hvis salget af smartphones fra de to elektronikgiganter vurderes korrekt, så vil Samsung nå op på en markedsandel på 33 procent fra det estimerede 31 procent sidste år, mens Apple vil stige til 21 procent fra 20 procent sidste år. Det vurderer analysefirmaet.
 
Amerikanske Apple, der er verdens mest værdifulde elektronikvirksomhed og sydkoreanske Samsung, der er mest værdifuld i Asien, er dominerende på det globale mobilmarked. På trods af, at Samsung også er leverandør til Apple, så kæmper de to indædt mod hinanden.
 
“Samsung breder sig mere og spiller på flere tangenter, og dette burde gøre det muligt for dem at skaffe større markedsandele end Apple – forudsat, at Apple ikke lancerer en iPhone Mini i år,” lyder det fra Neil Mawston.
 
Brian J. White fra Topeka Capital Markets udgav forleden en rapport, der antydede, at Apple allerede i år kunne tænkes at lancere en mindre version af deres berømte iPhone. Den mindre smartphone skulle henvende sig til dem, der ikke har råd til at købe den nyeste version og hjælpe Apple med at trænge ind på markeder som Kina og Indien.
 
En eventuel iPhone Mini tror Neil Mawston fra analysefirmaer Strategy Analytics dog ikke på kommer fra Apples hånd i år. Men han forventer stærkt, at Apple inden for de næste tre år vil komme med en mindre og billigere version af deres storsælgende iPhone.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu