Sareen er klar til at lukke flere kirker

19. april 2012 23:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sareen er klar til at lukke flere kirker
Billede mangler

Beslutningen om at lukke 16 københavnske kirker som en konsekvens af alt for få besøgende er ifølge kirkeminister Manu Sareen (R) den helt rigtige.
– Jeg tænker, at har man vurderet lokalt, at der er behov for at lukke kirker, så bakker jeg op omkring det.
– Jeg kan selvfølgelig ikke vurdere de enkelte stifter, men jeg bakker op om den beslutning, de har taget, siger han.
Ud over de nævnte 16 københavnske kirker kan endnu en kirke risikere at blive lukket. Hvilke kirker, der står over for at blive lukket, bliver først offentliggjort mandag.
Manu Sareen, der i februar skød en debat i gang om, hvornår man skal lukke kirker, skal nu officielt godkende lukningen af kirkerne.
Han vil ikke direkte opfordre til lukninger andre steder i landet, men hvis indstillingerne kommer, er han klar til at eksekvere.
– Der er ingen tvivl om, at det er en helt ny udfordring, folkekirken står overfor. Man har jo traditionelt set ikke haft behov for at lukke kirker.
– Det er selvfølgelig følelsesmæssigt en stor udfordring, men ressourcemæssigt er det nødvendigt. Der er steder rundt omkring, hvor det kirkeliv, der har været engang, det ikke er der længere.
– Og der må man se på, om kirken kan vækkes til live igen. Ellers må den lukke. Det støtter jeg, siger han.
Halvdelen af de danske sognepræster har i en undersøgelse givet udtryk for, at man bør lukke en kirke, der generelt oplever meget få kirkegængere og gentagne gange oplever, at man må aflyse gudstjenester på grund af manglende fremmøde.
Kun 29 procent af sognepræsterne er imod.
Hidtil har det enkelte menighedsråd bestemt, om en kirke skal nedlægges. Men nu bliver beslutningskompetencen flyttet til provstiudvalget, fordi det kan være svært at lukke sin egen kirke.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu