SAS og United Airlines aflyser fly til New York

8. februar 2013 10:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SAS og United Airlines aflyser fly til New York
SAS

Den kraftige snestorm Nemo raser og får flere flyselskaber – herunder SAS – til at aflyse New York-ruten. Foto: sas.dk

Hvis man havde booket en billet til New York i dag via blandt andre SAS, må man desværre se frem til en længere ventetid. SAS har aflyst deres ene afgang fra Københavns Lufthavn, da den kraftige snestorm Nemo raserer i den nordøstlige del af USA.

 

SAS og United Airlines’ afgange fra Stockholm og Oslo er også aflyst. I alt bliver seks fly på jorden i Skandinavien.

Og det nytter ikke noget at søge sydpå for at komme vestpå. Lufthansa, som mellemlander i Europa, før de flyver over Atlanten, melder højst sandsynlig også snart, at deres flyvninger til New York er aflyst.

»De har endnu ikke annulleret deres afgange, men det gør de snart. De skal ind i det samme vejr, som de andre selskaber,« siger Ole Kichert Christensen fra check-in.dk.

Afgangene fra Europa skulle alle lande i stormens epicenter i lufthavnene Newark Liberty, New Yorks LaGuardia eller John F. Kennedy International Airport, men det har Nemos kraftige snefald og vindstød af stormstyrke altså sat en stopper for.

Vejret bliver så voldsomt, at det er noget nær umuligt for piloterne at lande sikkert. Derudover vil sneen falde så kraftigt, at snerydderne ikke kan nå at feje sneen væk. Der er aflyst op mod 3.000 flyafgange i alt i USA. Store flyselskaber som United Airlines har meldt om 900 aflyste afgange, mens Delta Air Lines Inc. har aflyst 740.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu