SAS sælger flymotorer for millioner

28. februar 2013 15:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SAS sælger flymotorer for millioner
Billede mangler

SAS har lige offentliggjort sit første konkrete frasalg, siden det i november var “sidste udkald” og selskabet fremlagde sin store spareplan.

Det nordiske flyselskab sælger 19 flymotorer, som selskabet har i reserve. Salget indbringer 683 mio. kroner (120 mio. dollar). Køberne er to selskaber ved navn Willis Lease Finance Corporation og Willis Mitsui Engine Support, og aftalen indebærer, at SAS nu skal lease motorerne tilbage.

SAS’ finansdirektør Göran Jansson er glad for, at det første af de varslede frasalg i spareplanen nu lykkes. Dermed er SAS et skridt tættere på målet om at frasælge aktiver i selskabet til en samlet værdi af 2,6 mia. kroner (3 mia. svenske kroner).

– Vi er meget glade for at have indgået et langsigtet samarbejde med Willis og Willis-Mitsui. Willis er en af verdens største motor-lease selskaber og er et kvalitetsvaremærke i branchen. En del af vores plan, 4XNG, for et lønsomt SAS er at øge likviditeten gennem frasalg, og med dette partnerskab gennemfører vi nu det første af vore frasalg, siger Göran Jansson.

De amerikansk/japanske købere sætter også pris på aftalen.

– Denne aftale med SAS er en milepæl for Willis og vores joint-venture leasingselskab Willis Mitsui. Ikke kun på grund af aftalens størrelse, men også på grund af dens kompleksitet. Vi er glade for at kunne støtte SAS og ser frem til et langt og gensidigt værdiskabende forhold, siger Charles F. Willis, formand og CEO for Willis Lease Finance Corporation.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu