SAS skal dele prestigerute med lavprisselskab

28. februar 2013 08:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SAS skal dele prestigerute med lavprisselskab
Billede mangler

Luftrummet over Nordsøen fra den danske hovedstad til den britiske får nu flere orange glimt mellem de ellers overvejende mørkeblå. Det britiske lavprisflyselskab Easyjet vil nemlig åbne en ny afgang mellem København og London og derved øge presset på de kongeblå fly på SAS’ prestigerute, skriver di.se onsdag.

Fra den 24. maj starter Easyjet en ny morgenafgang til London, og samlet får lavprisselskabet seks daglige ruter. Fire til Gatwick og to til Stansted.

I alt vil det give 960 pladser i hver retning fra London til København, og med den nye afgang vil Easyjet kunne tilbyde flere sæder mellem København og London end British Airways. SAS har 1.101 pladser i hver retning på sine seks daglige afgange, og ifølge Check-In vil Easyjet have en konkurrencefordel mod de andre selskaber, på trods af de endnu færre sæder.

Den nye morgenafgang bliver for A-mennesker med en kop stærk kaffe i den ene hånd og en avis i den anden. Den afgår nemlig allerede klokken 06.55 fra København til den britiske hovedstad, hvor SAS’ første rute ikke letter før 07.50 til Heathrow, skriver di.se.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu