SAS skrotter Business Class

22. marts 2013 06:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SAS skrotter Business Class

SAS lukker til sommer et stort kapitel i sin historie. Den Business Class, der var med til at gøre det skandinaviske flyselskab til europæisk fænomen i 1980erne, er i dag blevet et møllehjul om den hårdt prøvede koncerns hals, og det får ledelsen til at sige stop. Det skriver Berlingske Business.

 

I juni lægger SAS sit i dag lidt komplicerede klassesystem om. Ud ryger Business Class på de europæiske flyvninger – fremover kan passagererne vælge mellem de to klasser SAS Go og SAS Plus.

Der er en række årsager til omlægningen. Nogle handler om, at tiderne skifter, men SAS-topchefen Rickard Gustafson erkender også, at det er konkurrencen fra lavprisselskaber som Norwegian, der tvinger SAS til både at gennemføre benhårde spareplaner – som den seneste i slutningen af sidste år – og til at skærpe profilen.

»Det er sandt. Nogle at de tiltag, vi er tvunget til at foretage, er en hård og dårligt smagende medicin. Men vi er nødt til at tilpasse os for at kunne overleve i et særdeles konkurrencepræget miljø,« siger SAS-chefen og tilføjer:

»Vi er nødt til at satse offensivt, og vi er nødt til at vokse.«

Og det er i det lys, at SAS-ledelsen gerne vil se klasseomlægningen på de europæiske flyvninger. Det skal gøres nemmere og mere gennemskueligt for kunderne at vælge billettype, og på den måde tror SAS på, at koncernen kan lokke flere til at købe de dyrere billetter.

I dag kan man grundlæggende vælge mellem tre billettyper, og nogle af dem kan suppleres med tilkøb i form af service og forplejning. Fremover bliver der altså mere rene linjer. Om omlægningen også betyder, at SAS vil sænke prisniveauet, så det kan konkurrere med lavprisselskabernes slagtilbud, vil koncernen endnu ikke ud med.

Det eneste, Rickard Gustafson vil sige om det, er, at priserne vil blive »absolut konkurrencedygtige«.

Hos Sydbank nikker luftfartsanalytiker Jacob Pedersen anerkendende til planen. Den giver i hans optik mening, da flere års økonomisk smalhals i Europa har gjort det svært at sælge Business Class-konceptet.

»Finanskrisen har udraderet forretningsmulighederne i at have Business Class. Det er jo forbundet med rimeligt store udgifter at have et sådant setup. Når der ikke er et forretningsgrundlag, så må man agere på det,« siger han til Berlingske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu