SAS-stewardesser demonstrerer for lærerne

7. marts 2013 16:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SAS-stewardesser demonstrerer for lærerne
Billede mangler

I et interview med Berlingske søndag beskyldte økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) Danmarks Lærerforening (DLF) for at skabe myter i forbindelse med striden om lærernes arbejdstid.

 

Kommentaren fik straks politiske kommentatorer til at drage paralleller til finansminister Bjarne Corydons (S) rolle i sidste års spareforhandlinger i SAS. Her blev Corydon beskyldt for at presse kabinepersonalets fagforening, CAU, til at acceptere en ringere overenskomst.

Det har man ikke glemt i CAU, der nu går ind i den aktuelle arbejdskamp på lærernes side.

Mandag formiddag vil fagforeningens medlemmer demonstrere foran Forligsinstitutionen i København, hvor DLF og Kommunernes Landsforening (KL) sidder i hårde forhandlinger om en ny overenskomst.

Formand Helge Thuesen ser tydelige lighedstegn mellem CAUs og DLFs kamp.

»Da ledelsen i SAS huggede sparekniven dybt ind i knoglen på kabinepersonalet i november, måtte vi stå model til utidig indblanding fra regeringens side med Bjarne Corydons berømte SMS,« siger CAU-formanden i en pressemeddelelse.

»Det samme er nu ved at ske for lærerne, som har præcis samme vigtige mission som os: At stå vagt om den kvalitet, som danske faggrupper, virksomheder og organisationer er kendt for i udlandet, men som nu nedprioriteres til fordel for en discounttankegang, som i den grad præger politikere og ledere,« erklærer han.

Helge Thuesen anerkender, at den økonomiske situation kalder på ofre, hvis velfærdssamfundet skal bevares.

»Men det er helt håbløst at forestille sig, at man kan spare sig til kvalitet. Og det er helt uacceptabelt, at man lader hånt om den danske model, som det skete under vores forhandlinger, og som det sker nu,« siger kabinepersonalets formand.

Demonstrationen begynder mandag klokken 9.30, hvor CAUerne vil går til Arbejdsmarkedets Hus på Skt. Annæ Plads iført trøjer med teksterne »Hold fingrene i ro, Corydon og co.«, og »Det er OK at forhandle løn og vilkår«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu