Saudi-Arabien halshugger mænd for at stjæle

14. marts 2013 00:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Saudi-Arabien halshugger mænd for at stjæle
Billede mangler

SAUDI-ARABIEN: Onsdag blev syv mænd i Saudi-Arabien henrettet ved halshugning for at stjæle, oplyser landets officielle nyhedsbureau, SPA, ifølge CNN.

 

Henrettelserne sker dagen efter, at både FN og Amnesty International var ude at opfordre Saudi-Arabien til ikke at udføre dem, dels fordi mændene ikke havde fået en retfærdig retssag.

Ifølge FN var mændene anklaget for væbnet røveri og tyveri af smykkebutikker i 2005.

FNs ansvarlige for tortursager, Juan E. Mendez, siger ifølge CNN, at der er stor bekymring for, at mændene er blevet tortureret under tilbageholdelsen og således tvunget til at underskrive deres tilståelser.

»Dette er ikke blot i strid med Saudi-Arabiens internationale forpligtelser i henhold til folkeretten, der pålægger et fuldstændigt forbud mod tortur. Det er også i strid med regeringens internationale forpligtelser i henhold til konventionen mod tortur,« siger han.

Det saudiarabiske nyhedsbureau SPA udsendte onsdag en erklæring på vegne af indenrigsministeriet, der startede med at citere et vers fra Koranen:

»Straffen for dem, der fører krig mod Gud og hans budbringer og stræber mod magt ved at gøre landet fortræd er: Henrettelse eller korsfæstelse eller afhugning af hænder og fødder eller eksil fra landet. Det er deres skændsel i denne verden, og en tung straf venter hinsides.«

I en pressemeddelelse skriver Amnesty International, at »det er en blodig dag, når en regering henretter syv personer, der har tilstået anklagerne mod dem som følge af tortur«.

Ifølge Amnesty havde de syv mænd hverken været juridisk repræsenteret under retssagen eller fået muligheden for at appellere dommen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu