Saxo-Tinkoff: Stor respekt til Cancellara

31. marts 2013 17:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Saxo-Tinkoff: Stor respekt til Cancellara
Billede mangler

Ingen kunne følge Fabian Cancellara, da han for alvor åbnede årets udgave af Flandern Rundt med 18 kilometer til mål. En sand opvisning i, hvordan man kører en forårsklassiker.

Team Saxo-Tinkoffs sportsdirektør til løbet, Lars Michaelsen, er imponeret over den måde Cancellara vandt på. Og Michaelsen ved hvad han taler om, siden han sidste år var sportsdirektør for Cancallara på Team Radioshack.

– Stor respekt for dagens vinder, der fuldførte det, vi alle sammen forventede af ham, og på den måde bliver sejren kun større, siger Lars Michaelsen til Team Saxo-Tinkoffs website.

Danske Matti Breschel var Team Saxo-Tinkoffs kaptajn, og han sad længe godt placeret i feltet. Men da Cancellara splittede feltet, kunne Breschel ikke sidde med længere. Breschel kom i mål med en stor gruppe et stykke efter Cancellara og langt fra topplaceringerne.

– Det var et voldsomt hurtigt Flandern Rundt, og i den første time kørte vi 50 kilometer. Udbruddene havde kun kort levetid, og Michael (Mørkøv) gruppe fik maksimalt lidt mere end 3 minutter, da de kørte efter 90 kilometer. Holdet gjorde, hvad de skulle. De bragte Matti sikkert i finalen, hvor han også sad godt med på stigningerne, men da Fabian og Sagan kørte, var Matti ganske enkelt tømt for kræfter, siger Lars Michaelsen.

Matti Breschel har døjet lidt med sygdom den seneste tid. På søndag køres den næste store forårsklassiker, Paris-Roubaix.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu