Scandlines åbner op for milliardhandel

8. april 2013 07:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Scandlines åbner op for milliardhandel
Foto: Scandlines.

Det tidligere statsejede rederi indleder en salgsproces efter et rekordresultat i regnskabet for 2012 – det kan forgylde ejerne med en pris på over ti milliarder.

 

Kursen er sat. Rederiet Scandlines har været ejet af kapitalfondene 3i og Allianz Capital Partners siden 2007, men sejler nu mod et storstilet salg – muligvis til pensionsfonde, skriver Børsen mandag.

Scandlines præsenterer i Børsen at selskabet kom ud af 2012 med det hidtil bedste resultat i form af et driftsoverskud på 1,4 milliarder kroner og et nettoresultat, der blev syvdoblet til godt 560 millioner kroner. Det aktualiserer salget, som ventes at falde på plads i løbet af de næste par måneder.

»Vi er kapitalfondsejet, så alle ved, at de sælger videre på et tidspunkt. Min opgave er at sørge for, at rederiet er veldrevet – for de nuværende ejere eller for de nye ejere,« siger administrerende direktør i Scandlines Søren Poulsgaard Jensen til Børsen.

En realistisk pris kan ifølge Børsen nærme sig beløbet fra 2007, hvor selskabet blev overtaget af kapitalfondene for over 11 milliarder kroner fra den danske og tyske stat, trods en mellemliggende finanskrise og en nedskæring af ruterne fra 12 til tre.

Scandlines har øget indtjeningen hvert år, trods krise og nedskæringer, og med det stabile, næsten obligationsagtige afkast, kan pensionsselskaber med appetit på infrastruktur være en bud på de nye ejere, siger en kilde i det finansielle miljø til Børsen.

Rederiet venter en vækst på tre til fem procent i år og næste år, efter toplinjen havde en fremgang på 2,4 procent i rekordregnskabet. Væksten skal komme hovedsagligt fra Norge og Sverige, hvor Scandlines endnu ikke har kunnet markedsføre sig under eget navn.

Det skyldes en uklarhed om, hvem der havde retten til navnet Scandlines, da svenske Stena Line ejer 50 procent af ruten mellem Helsingør og Helsingborg. Men det er nu på plads, at navnet tilhører Scandlines, siger Søren Poulsgaard Jensen til Børsen.

Trods rekordregnskab og udsigter til et storstilet salg har selskabet stadig en anseelig glæd på over 5,8 milliarder. Men noget af den gæld kan på grund af de gode tider blive betalt tilbage.

»En del af vores indtjening skal gå til at afdrage gæld. Det er vi ganske stolte af, da der findes andre foretagender, der har slagsmål med deres banker. Det har vi ikke. Vi betaler. Vi har alene i 2012 afbetalt omkring én milliard kroner i vores banklån, og det gør, at vi får noget fleksibilitet,« siger Søren Poulsgaard Jensen til Børsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu