Schalke klaskede Dortmund i hadets opgør

9. marts 2013 17:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Schalke klaskede Dortmund i hadets opgør
Billede mangler

Lørdag eftermiddag fandt et af Bundesligaens tungeste rivaliserende opgør sted. På et propfyldt Veltins-Arena i Gelsenkirchen tog Schalke mod ærkerivalerne fra Dortmund i kampen om det fodboldgale Ruhr-distriktet.

 

I toppen af rækken synes Bayern München for længst at være stukket af sted fra de dobbelte-forsvarende mestre fra Dortmund, hvis opgave for resten af sæsonen bliver at bibeholde andenpladsen.

Omvendt kæmper Schalke med en anden dagsorden, der lyder på for at komme tilbage til top fire-placeringerne, som giver adgang til næste års udgave af Champions League.

61.000 tilskuere skabte på dagen et inferno af larm, og efter blot 12 minutter kom decibelmåleren for alvor på arbejde, da hjemmeholdets Julian Draxler bragte holdet foran.

Fire Dortmund-spillere så passivt til, da han modtog bolden inde i feltet og via sin førsteberøring sendte bolden videre ind i netmaskerne. 1-0.

Ti minutter før dommer Peter Gagelmanns pausefløjt, steg Klaas-Jan Huntelaar til vejrs på et indlæg fra højre, som han i vanlig Huntelaar-stil sendte iskoldt i mål.

Efter pausen sendte Dortmunds træner Jürgen Klopp to friske spillere på banen i form af Marco Reus og Nuri Sahin. Straks fik Dortmund lagt et pres på Schalke med deres velkendte, hurtige pasninger, og efter en times spil fik topscorer Robert Lewandowski bragt Dortmund tilbage i opgøret.

Herefter udspillede der sig et sandt drama, hvor intensiteten på banen, trænerbænken og på lægterne kunne mærkes helt hjem i stuerne. Man vidste, at opgørets udfald ville få en massiv betydning for masser af menneskers liv og ikke mindst håneretten overfor venner og kollega inden de to rivalers næste møde i det fodboldgale Ruhr-distrikt.

Schalke kunne reelt have lukket kampen et par gange med blandt andet en friløber samt en hundrede procents-chance til Jefferson Farfán. Omvendt havde Dortmund også sine chancer.

Kampens sidste fem minutter bestod af det ene kamikaze-angreb efter det andet fra de to hold, og det var et under, at der ikke kom flere scoringer denne lørdag.

Da dommer Gagelmanns pustede i fløjten for sidste gang, sad man tilbage med indtrykket af, at resultatet egentlig var fair efter en topunderholdende kamp.

Med det resultat rykkede Schalke op på en foreløbig fjerdeplads, som de dog kan miste søndag, hvis Frankfurt vinder ude over Hannover søndag.

Dortmund beholder deres andenplads, eftersom de nærmeste forfølgere fra Leverkusen tabte ude til Mainz med Bo Svensson og Niki Zimling på holdet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu