Schleck bliver beskyttet

16. marts 2013 15:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Schleck bliver beskyttet
Billede mangler

Andy Schleck blev i denne uge trampet længere ned i krisen, da en fransk politiker påstod, at han mødte en yderst beruset Schleck på et lufthavnshotel i München samme dag, som Schleck var udgået af etapeløbet Tirreno-Adriatico.

Ifølge den franske politiker, som fortalte om sit møde med Schleck på Facebook, var Andy Schleck så tydeligt fuld, at han ikke var i stand til at trykke på den rigtige knap i elevatoren på hotellet.

Politikeren har senere slettet historien på Facebook og undskyldt overfor Andy Schleck, men skaden er sket. Schleck var i forvejen belastet af elendige resultater og utallige historier om dårlig træningsmoral og dømmekraft. Drukhistorien stempler Schleck som en mand på vej mod et sammenbrud.

Sportsdirektør på Team Radioshack, og Andy Schlecks tætteste træner siden ungdomsårene, Kim Andersen, dementerede historien, efter han havde snakket med Schleck, men holdets bagmand, rigmanden Flavio Becca, krævede en forklaring fra Andy Schleck.

– Jeg er virkelig ikke tilfreds med det, jeg har hørt, sagde Becca, da han hørte drukhistorien.

– Jeg håber, at han har modet til at komme med en ærlig forklaring for at opklare, hvad der er sket, og jeg håber, at han begynder at blive en seriøs atlet i sin jagt på succes, lød det offentligt fra Flavio Becca, som dog understregede, at han stadig støtter og tror på Andy Schleck.

Historien lægger ikke bare yderligere til Andy Schlecks krise, men også til Team Radioshacks omdømme som et skandalehold, hvor der er mere rod end orden. Den lille runde rigmand Flavio Becca er kendt som en ilter herre, og hans offentlige statement skal ses som et pres på Andy Schleck.

Schleck har ikke selv kommenteret på historien, og han er ikke til rådighed for pressen i øjeblikket. Kim Andersen ved ikke præcist, hvad det er, Becca kræver at høre.

– Jeg kan jo ikke svare på, hvad det er, han forventer. Jeg har selvfølgelig snakket med Andy om det, men jeg ved ikke, om Andy har snakket med Flavio Becca, siger Kim Andersen.

Den danske sportsdirektør lægger ikke skjul på sin irritation over, at rygtehistorien blev spredt så voldsomt. Det er et tilbageskridt for Andy Schlecks i hans opbygningsproces, som set udefra er en stor fiasko. Kim Andersen beskytter sin stjernerytter, og ønsker ikke at gå i detaljer omkring Andy Schlecks mentale tilstand. Han bliver beskyttet.

– Fysisk har han haft en rigtig god måned, og nu kan jeg ikke sige andet, end at der bliver gjort at stykke arbejde for sagen, og så må vi se, hvor langt vi når. Der skal arbejdes nu, og vi følger den plan, vi har lagt, siger Kim Andersen diplomatisk.

Andy Schlecks plan for foråret, som skal bringe ham i Tour de France-form, byder i næste uge på løbet Criterium International. Derefter venter Baskerlandet Rundt, forårsklassikerne, træningslejr og Schweiz Rundt. Om han når til Tour de France, vil tiden vise.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu