Schmeichels manager-drøm starter i League 1

10. april 2013 10:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Schmeichels manager-drøm starter i League 1
Billede mangler

Peter Schmeichel som manager i Premier League. Det er en mulighed, men ikke lige foreløbig. Den store målmand må et par skridt længere ned ad stigen, når han træder ud på sin nye karrieresti.

49-årige Peter Schmeichel afslørede mandag i en spørgsmål-svar-seance på Twitter, at han vil være manager – og gerne allerede i næste sæson. Dermed retter den bedste målmand i dansk fodboldhistorie kursen fra en karriere i tv-branchen tilbage mod den grønsvær, han kender så godt.

Men går man og håber på, at Danmark allerede om få måneder har to managere i en af verdens bedste fodboldligaer, Premier League, tager man fejl. Der kan gå lang tid, inden Michael Laudrup får selskab på den øverste hylde i engelsk fodbold.

Den tidligere Manchester United-keeper har selv sagt, at det ikke er så vigtigt, hvilket niveau en eventuelt kommende arbejdsgiver spiller på. Og det med god grund. Det er nemlig ikke muligt for ham at tage tøjlerne i hverken en Premier League eller Championship-klub.

For overhovedet at få tilladelse til at være Premier League-manager, kræves UEFAs højeste licens, Pro-licensen. Et sæde i den næstbedste række, Championship, kræver den næsthøjeste, A-licensen. Schmeichel har endnu ikke nogen af delene mellem de store grabber.

Det engelske fodboldforbund, FA, fortæller BT, at Peter Schmeichel i øjeblikket er i gang med at tage A-licensen. En uddannelse, der ifølge forbundet tager to år at gennemføre.

Schmeichel mangler endnu papirerne, der kan sikre et job højt oppe i det engelske ligasystem, og erfaring har den store dansker heller ikke noget af. Det er derfor Schmeichel-navnet, der skal sikre ham det første managerjob. Men det er ikke sikkert, det er nok.

– Et stort navn kan selvfølgelig spille en rolle i ansættelsesprocessen, og det kan også betyde, at en manager, får lidt mere snor, når først han er ansat. Men som jeg ser det, er det ikke så betydningsfyldt, som det var engang, forklarer den tidligere engelske landstræner Howard Wilkinson, der i dag er formand for den engelske managerforening, League Managers Association

– I dag bliver der bliver fokuseret meget mere på kvaliteterne hos en manager end på navnet, fortsætter Wilkinson.

Vejen til et managerjob kan derfor vise sig lang for Schmeichel, der dog har sagt, at et assistentjob også kan vise sig interessant. I dét tilfælde er der ingen bureaukratiske problemer. Schmeichel kan blive assistent i både Premier League og Championship uden yderligere uddannelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu