Schnuchels salut efter CL-billet: Megafedt

13. marts 2013 20:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Schnuchels salut efter CL-billet: Megafedt
Billede mangler

Med sejren på 30-26 over Team Tvis Holstebro, nåede den nye holdkonstellation KIF Kolding København et vigtigt mål i sæsonen, kvalifikation til næste sæsons Champions League.

Sejren betyder nemlig, at KIF allerede inden sidste kamp i grundspillet mod nærmeste konkurrent BSV om en uge er sikker på at slutte nummer ét. Og det udløser adgang til mesterligaen ud over to bonuspoint i slutspillet.

– Det var det, vi havde håbet, og det er megafedt, at vi skal spille Champions League igen i næste sæson, sagde KIF-veteranen Boris Schnuchel iklædt et bredt smil efter sejren til TV3 Sport 1.

Holdets bomstærke forsvarsekspert Lars Jørgensen var dog ikke tilfreds med det tekniske niveau i kampen.

– Det var en opvisning i kaste-gribefejl, og niveauet var ikke højt. Men begge hold fightede fint, og dommerne lagde en god linje, der gjorde, at man fik en intens kamp. Og jeg tror egentlig, det var seværdigt, mente Lars Jørgensen.

KIFs assisterende træner Lars Krogh Jeppesen påpegede også kampens nerve og roste Team Tvis for at gøre god modstand. Og så hæftede også han sig ved den vigtige kvalifikation til europæisk håndbold i næste sæson.

– Champions League-kvalifikation allerede nu giver en tryghed og afslappethed. Det beviser, at det vi gør i hverdagen, er det rigtige. Nu kan vi give den fuld gas på onsdag mod BSV, hvor vi vil forsøge at vinde. Og det er jeg også sikker på, at vi gør, sagde Lars Krogh Jeppesen til TV 3 Sport 1.

Mændenes slutspil begynder 27. marts.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu