Se billederne: Kan du genkende pistolrøveren?

20. marts 2017 13:44 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Politiet efterlyser nu en pistolrøver, der har slået til flere gange mod samme købmand.

– Jeg vil ti gange hellere have at det var mig, det gik ud over frem for mine ansatte. Sådan sagde købmand Brian Duedal, da Newbreak.dk tidligere fortalte  om røverier mod Min Købmand i Stenderup Krogager ved Billund. Baggrunden  var, at en pistolbevæbnet røver nu to gange havde røvet Min Købmand i den lille by Stenderup Krogager nær Billund. Og begge gange var udbyttet cigaretter til en værdi af nogle få tusinde kroner.

Nu har Sydøstjylland Politi på baggrund af disse to tilfælde frigivet billeder fra forretningens overvågningskameraer.

– Der kommer en maskeret røver ind med en pistol i den ene hånd, og en sportstaske i den anden hånd. Han smider tasken på båndet og siger, at han vil have cigaretter. Og det får han så, fortalte Brian Duedal 17. februar til Newsbreak.dk.

Politiet oplyser

Politiet oplyser om røverierne:

16. februar 2017 klokken 18.20 og 12. september 2016 blev der begået væbnet røveri mod ’Min Købmand’ i Stenderup Krogager, og Sydøstjyllands Politi mener, der er tale om samme gerningsmand.

Udbyttet var ved begge røverier cigaretter, og i begge tilfælde benyttede gerningsmanden en pistol, som kan være en attrap. Han benyttede samme fremgangsmåde og var ved begge røverier iført stort set samme beklædning.

12. september 2016 ankom gerningsmanden sammen med en medgerningsmand til butikken i en sort VW Golf 3 med soltag og alufælge. 16. februar 2017 ankom gerningsmanden ligeledes med en medgerningsmand, men denne gang i en blå/sort Seat Cordoba, modelperiode fra omkring 2000-2005. Det var medgerningsmanden, der var fører af bilen.

Fra røveriet 16. februar beskrives gerningsmanden som:

En mand omkring 20-30 år, 180-190 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført en sort Fred Perry cardigan med lynlås og hvide striber på ærmerne, samt logo på venstre side af brystet. Han var derudover iført grå cargobukser, sorte Nike-sko med hvidt logo og hvid sål samt grå, tynde arbejdshandsker. Under cardiganen bar han formentlig en FC Barcelona spillertrøje. Gerningsmanden var maskeret med sort klæde for munden, sort hue og solbriller med blå spejlrefleks glas. Med sig havde han en grå sportstaske og var bevæbnet med en sort pistol.

Ved røveriet 12. september 2016 bar gerningsmanden stort set samme beklædning.

Kan du genkende manden på billederne eller har du andre oplysninger omkring de to røverier – kontakt Sydøstjyllands Politi på telefon 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu