Se billederne: Stjernespækket dansk melodi grand prix

3. januar 2013 20:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Se billederne: Stjernespækket dansk melodi grand prix
Svenske Herreys kommer til det danske melodigranprix. Foto: DR.

Nogle af Europas største grand prix stjerner gennem tiden optræder, når Dansk Melodi Grand Prix 2013 løber af stablen 26. januar i Jyske Bank Boxen i Herning.

Mens hele Danmark venter på at få afgjort, hvem der skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Malmø, kan de synge med på ’Diggi-loo diggi-ley’, ’Save Your Kisses For Me’ og ’Hold me now’.

Tre af de mest populære internationale grandprixvindere gennem tiden, Johnny Logan, Brotherhood of Man og Herreys vil nemlig sørge for underholdningen, når stemmerne tælles op i pausen.
Læs også: Girlpower til Dansk Melodi Grand Prix 2013
Johnny Logan
Manden, der kaldes for selveste Mr. Grand Prix, irske Johnny Logan, går på scenen i Herning med sit største hit ’Hold me now’. Nummeret, der er et af de mest kendte og elskede vindernumre i grand prix-sammenhæng, tog guldet ved Eurovision Song Contest i 1987. Det var dog ikke Logans første sejr. Allerede i 1980 vandt han den europæiske sangkonkurrence med ’What’s another year’. Desuden skrev han vindersangen i 1992 ’Why Me’, der blev fremført af Linda Martin.
Brotherhood of Man
Engelske ’Brotherhood of man’ har rekorden, når det gælder salgstal i grand prix-sammenhæng. Med deres vindernummer fra 1976, ’Save Your Kisses For Me’, solgte de hele 6 millioner albums på verdensplan, og de har lige siden turneret verden tynd med nye og gamle numre. Gruppen består af: Nicky Stevens, Sandra Stevens, Martin Lee og Lee Sheriden.
Herreys
De svenske Herreys-brødre Richard, Louis og Per Herrey tog hele Europa med storm og vandt Eurovision Song Contest i 1984. For første gang i mange år vender de tilbage til Danmark, hvor de har sagt ja til en sjælden gang at samles og gengive deres ’Diggi-Loo Diggi-Lay’ iført deres berømte gyldne sko på scenen i Herning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu