Se billedet: HMS Bounty sænket af orkanen Sandy

30. oktober 2012 08:29 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Se billedet: HMS Bounty sænket af orkanen Sandy
Billede mangler

Det berømte Hoollywood-piratskib HMS Bounty er sunket – kaptajnen er fortsat savnet, efter skibet blev overmandet af fem meter høje bølger.
 
En kvinde har mistet livet, og en mand savnes stadig, efter de knusende bølger fra megastormen Sandy har sænket et kendt filmskib ud for den amerikanske østkyst.
 
Den 55 meter lange træskude, som er blevet brugt i store Hollywood-produktioner såsom “Pirates of The Caribbean: Dead Man’s Chest” fra 2006 og “Mutiny on the Bounty” fra 1960, forlod Connecticut i sidste uge.
 
Skibet var på vej til Florida med betalende besætningsmedlemmer om bord, da “århundredets uvejr” Sandy kom i vejen.
 
Søndag aften lød et nødopkald over radioen fra skibet ud for kysten ved North Carolina.
 
Træskuden tog vand ind, og da besætningen var ude af stand til at pumpe vandmasserne hurtigt nok ud over rælingen, måtte de springe i redningsbådene, oplyser den amerikanske kystvagt.
 
14 besætningsmedlemmer nåede at forlade skibet, inden fem meter høje bølger trak skibet til bunds. Redningshelikoptere fik herefter reddet alle 14 op i god behold fra de rasende bølgeskvulp.
 
En hårdt medtaget 42-årige kvinde blev fundet livløs i vandet, og hun døde senere på hospitalet. En 63-årige mand er fortsat ikke fundet i bølgerne – han skulle være kaptajnen på skibet.
 
Superstormen Sandy gik omkring klokken 01 dansk tid i land ved den amerikanske østkyst i det sydlige New Jersey. Siden da har uvejret trukket et dødeligt spor gennem flere delstater – 13 mennesker er indtil videre meldt dræbt i både USA og Canada.
 
De kraftige vindstød har presset rekordstore vandmasser ind over millionbyen New York, hvor flere gader er oversvømmet.
 
Vandniveauet i den lavtliggende Battery Park på det sydlige Manhattan er mandag aften lokal tid målt til 4,2 meter, oplyser den nationale vejrtjeneste i USA. Ikke siden orkanen Donna ramte byen i 1960, er der målt en så høj vandstand.
Kilde: AFP
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu