Se listen: Konservativ magtkamp siden Tamilsagen

23. december 2012 07:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Se listen: Konservativ magtkamp siden Tamilsagen
Billede mangler

De Konservative har haft nogle gevaldige interne opgør siden tamilsagen kostede Schlüter posten som statsminister.
 
* 22. december 2012: Efter flere måneders konservative katastrofemålinger siger en stribe konservative tillidsfolk til Politiken, at Lars Barfoed bør skiftes ud som partiformand.
 
* 17. december 2012: Konservative tillidsfolk siger til Berlingske, at de ønsker den tidligere partiformand Lene Espersen tilbage på formandsposten.
 
* Januar 2011: Lars Barfoed overtager lederrollen i De Konservative efter Lene Espersen. Hun giver efter for massivt pres om at gå af på grund af dårlige meningsmålinger.
Afgangen kommer efter længere tids kritik af Lene Espersen for ikke at deltage i flere møder i sin rolle som udenrigsminister. Hun dropper blandt andet et arktisk udenrigsministermøde for at tage på familieferie på Mallorca.
 
* September 2008: Lene Espersen vælges til ny partiformand uden modkandidater på et landsråd, efter at hun har fejet konkurrenter som Connie Hedegaard og Mads Lebech af banen.
Hun afløser Bendt Bendtsen, som i sine ni år som leder har formået at skabe ro på de indre linjer i partiet.
 
* August 1999: Bendt Bendtsen afløser Pia Christmas Møller som konservativ leder, efter at hun ikke kunne at skabe ro i partiet og blev offer for en intern magtkamp.
 
* Marts 1998: Per Stig Møller går af som konservativ leder og tager dermed konsekvensen af et meget dårligt resultat ved folketingsvalget tidligere på måneden.
Han kaster også håndklædet i ringen, fordi det ikke er lykkedes ham at samle det splittede parti, hvorefter Pia Christmas Møller tager over.
 
* Februar 1997: Hans Engell trækker sig som konservativ partileder, efter at han er kørt ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen i spirituspåvirket tilstand. Han afløses af Per Stig Møller, som kort tid efter afsløres som indehaver af en dom for spritkørsel i 1967.
 
* 1993: Efter Poul Schlüters afgang som statsminister som følge af tamilsagen deles magten hos De Konservative mellem Hans Engell og Henning Dyremose, der henholdsvis bliver gruppeformand og politisk ordfører.
Efter ni måneders internt tovtrækkeri forlader Dyremose politik.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu