Se Obama bryde ud i sang

22. februar 2012 15:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Se Obama bryde ud i sang
Billede mangler

Han kan ikke blot styre verdens mest magtfulde land og se godt ud, mens han gør det. Barack Obama har også en sangstjerne gemt bag det polerede ydre.
Det beviste den amerikanske præsident under en special-udsendelse fra Det hvide hus for tv-kanalen PBS.
Programmets koncept var en blues-aften i Det hvide hus, og Obama blev mere eller mindre frivilligt kastet ud i at synge for gæsterne.
Aftenens program var ved at slutte, og præsidenten holdt en kort tale, hvori han takkede de optrædende – et All Star Band med legender som B.B. King, Booker T. Jones og Mick Jagger i flokken.
Men så let skulle han ikke slippe.
Der var nemlig gruppepres fra bandmedlemmet Buddy Guy, som afbrød præsidentens ord.
“Vi prøver at få dig til at synge,” sagde han. “For jeg hørte, du sang med Al Green. Du er begyndt noget, og så burde du følge det op,” lød det fra den drilske blues-rotte.
Og det skulle præsidenten åbenbart ikke have siddende på sig. I hvert fald kunne publikum pludseligt nyde Obama synge flere strofer af blues-klassikeren “Sweet Home Chicago” akkompagneret af det stjernespækkede band.
Som Buddy Guy rigtigt påpegede, er det ikke første gang, Barack Obama optræder med sine sangtalenter. For en måned siden slog han sig sammen med Al Green i en soul-fuld optræden ved et velgørenhedsarrangement.
Her kan du selv se med dine egne øjne.
Hele blues-showet fra Det hvide hus er på PBS’s program den 27. februar.
Kilde: billboard.com

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu