Se offer-pakken: Her er offer-pakkens tre tiltag

11. juni 2012 12:19 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Se offer-pakken: Her er offer-pakkens tre tiltag
Billede mangler

Regeringen og Enhedslistens præsenterer i dag en lovpakke med ofre for kriminalitet i centrum.
Mere hjælp til ofre for kriminalitet og bedre behandling i retssystemet.
Det er temaet for den offerpakke, som justitminister Morten Bødskov (S) har forhandlet på plads med Enhedslisten.
– Siden vores tiltrædelse har regeringen arbejdet målrettet på at styrke hjælpen til ofrene for kriminalitet. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi her i dag kan præsentere tre vigtige initiativer, der skal styrke indsatsen for ofre for kriminalitet i Danmark, siger han.
Pakken bliver præsenteret i dag. Her er de centrale tiltag:
1) En etablering af en offerfond, som finansieres gennem en afgift på 500 kroner, der pålægges gerningspersoner til forbrydelser, som har ofre eller potentielt set kunne have ofre. Fonden kan finansiere fx rådgivning til ofre, forskning og dokumentation på området, seminarer og oplysningsmateriale. Fonden kan også tage selvstændige initiativer på området.
2) En styrkelse af offerets retsstilling i straffeprocessen fx ved at lade offeret vidne før gerningspersonen afgiver forklaring. Strafferetsplejeudvalget bliver af justitsministeren bedt om at overveje dette samt eventuelle andre initiativer, der kan styrke offerets retsstilling.
3) Underretning af offeret, hvis den dømte deltager i større tv-programmer eller lignende. I dag underrettes ofre for kriminalitet, hvis den dømte fx bliver prøveløsladt. Dermed kan offeret forberede sig på muligheden for at møde gerningsmanden. Enhedslisten og regeringen er enige om, at samme hensyn er gældende, hvis den dømte skal deltage i fx et tv-program.
Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper roser pakken, men er klar til at gøre endnu mere for voldsofrene.
– Offerpakken er et skridt i den rigtige retning. Vi styrker rådgivning, støtte, forskning og meget andet med offerfonden, og samtidig sætter vi undersøgelser i gang, der kan styrke offerets rolle i selve straffesagen. Der kan gøres meget mere end det, og det skal der, men det her er en rigtig god start, siger hun.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu