Se og Hør vil bringe fotos af bikiniklædt hertuginde

13. februar 2013 19:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Se og Hør vil bringe fotos af bikiniklædt hertuginde
Billede mangler

Billeder af den britiske hertuginde Kate Middleton, som lufter sin gravide mave, kan være på vej til danskerne.

 

Se og Hørs chefredaktør, Kim Henningsen, arbejder på at købe billederne, fortæller han til tv2.dk.

»Det er nogle billeder, som jeg meget meget meget gerne vil bringe, og af snirklede omveje er det også lykkedes mig at komme i kontakt med nogen, som har billederne. Vi er lige nu i konstruktiv dialog omkring et køb af billederne. Vi satser på at lande en aftale indenfor de næste 24 timer,« siger Kim Henningsen til tv2.dk.

Således håber han på at kunne levere billederne til de danske læsere, når Se og Hør udkommer i næste uge. Allerede nu har italienske, franske og australske medier bragt billederne, mens britiske medier tøver.

Kim Henningsen vil ikke ind på, hvem der er ophavsmænd til de nye bikinibilleder af hertuginde Kate, ligesom han heller ikke vil afsløre, hvor mange penge, han forhandler om at skulle betale for billederne.

Se og Hør har tidligere bragt paparazzi-billeder af den britiske hertuginde, og chefredaktøren har ingen skrupler i den forbindelse.

»Når man er Kate Middleton, og man ønsker at bevare sit privatliv, så er det efter min mening dumt at rende rundt på en strand, hvor der også render andre folk rundt,« siger han til tv2.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu