Sebastian matchvinder igen

29. januar 2013 23:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sebastian matchvinder igen
Billede mangler

Man må sige, at Sebastian Ehlers vælger sine mål med omhu.

Af de fire mål, den 19-årige Aalborg Pirates-wing har scoret i denne sæson, er han blevet matchvinder på de tre.

Dét mål, han er mest glad for og tæller mest, blev scoret i næstsidste minut i aftes i topopgøret i Scanel Hockey Arena i Frederikshavn for øjnene af 2.104 tilskuere.

– En lidt tilfældig situation i angrebszonen, hvor pucken rammer mig på låret og falder ned for fødderne af mig. Jeg vender rundt og tænker: Hva’ fa’n, du kan lige så godt skyde. Og så sætter jeg den op i krydset, uden at målmanden når at reagere, forklarer Sebastian Ehlers med et grin og tilføjer:

– En fantastisk følelse at se den i målet.

Aalborg Pirates’ direktør, Frederik Åkesson:

– Sebastian spillede en god kamp i kæden med Kasper Degn og Rasmus Olsen. Han er et talent, men også en spiller, der skal arbejde med tingene.

Sebastian Ehlers er søn af Aalborgs legendariske Heinz Ehlers, som efter en lang international karriere er træner i Langentahl i Schweiz.

I Schweiz har Sebastians lillebror, Nikolaj, 16, stor succes for Biel.

I NLA er han i fem kampe noteret for ét mål og én assist.

Den schweiziske ligas yngste spiller er med i NHL-draften næste år, og eksperter er ikke i tvivl om, at han bliver valgt i en af de første runder.

Et slagsmål fem minutter inde i anden periode gav fem minutter og game misdonduct til piraternes Kasper Jensen og høgenes Christian Chapman.

– Lidt skuffende, at vi ikke får mere ud af det, men det er ikke altid, det er nok at vinde skudstatistikken, noterer White Hawks’ assisterende coach, Mike Grey.

Syv gange har de to nordjyske rivaler mødt hinanden i denne sæson, inkl. to pokalkampe. Og endnu er det ikke lykkedes hjemmeholdet at vinde.

Netop fyldt 60 år gjorde Rungsted-legenden Per Holten Møller i november comeback som cheftræner i AL-Bank Ligaen, da han blev hyret af bundholdet Copenhagen Hockey efter Morten Hagens pludselige exit.

Og meget taler for, at Copenhagen forlænger med ligaens mest rutinerede coach.

Per Holten Møllers naturlige mål ville være Rungsted, men drømmen om et genfødt nordsjællandsk elitehold ligner p.t. en død sild.

– Vi er meget tilfredse med Per. Han har gjort et godt stykke arbejde. Selvfølgelig er han et træneremne for næste sæson, men afgørelsen træffes først i løbet af februar, siger Copenhagen Hockeys direktør, Thomas Friberg.

De formstærke danske mestre fra Herning Blue Fox havde ingen problemer i Hvidovre, hvor Copenhagen Hockey blev slået 6-1.

Overraskelsen leverede Herlev Eagles. Efter seks nederlag på stribe rejste ørnene sig og slog Sønderjyske 4-3.

Sejrsmålet signeret talentet Jonas Sass ét minut før tid.

AL-Bank Ligaen

Frederikshavn White Hawks-Aalborg Pirates 1-2 (0-0, 1-1, 0-1)

Sønderjyske-Herlev Eagles 3-4 (1-0, 2-3, 0-1)

Copenhagen Hockey-Herning Blue Fox 1-6 (0-1, 0-2, 1-3)

EfB Ishockey-Rødovre Mighty Bulls 6-3 (1-0, 1-0, 4-3)

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu