Seks døde i kampe i Mali

24. marts 2013 23:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Seks døde i kampe i Mali
Billede mangler

MALI: Søndag var der for anden dag i træk kampe mellem islamistiske oprørere og maliske og franske styrker i den nordlige by Gao. Her mistede seks mennesker livet, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

 

Oprørerne angreb Gao, som er den største by i det nordlige Mali. Det sker blot få dage efter, den franske præsident, Francois Hollande, udtalte, at Malis suverænitet næsten var blevet genoprettet.

Angrebet var et af de største udført af islamisterne, siden byen i slutningen af januar blev generobret af en fransk-ledet militæroperation.

Malis forsvarsministerium siger i en erklæring, at mindst fire militante, en malisk soldat og en civil teenager har mistet livet, skriver Reuters.

Frankrig sendte i januar 4.000 soldater til Mali for at bistå regeringshæren i at bekæmpe fremadstormende islamistiske oprørere i den nordlige del af landet.

Tidligere søndag hævdede den islamistiske terrorgruppe al-Qaeda, at et fransk gidsel, der har været tilbageholdt af den nordafrikanske gren af al-Qaeda i to år, søndag er blevet dræbt i Mali.

Gruppen advarede samtidig om, at de øvrige franske gidsler også er i livsfare på grund af Frankrigs væbnede intervention i landet.

»Alle de andre gidsler er i live. Men vi kan ikke garantere deres overlevelse på grund af jeres hærs angreb på mujahedinernes baser,« lød det fra al-Qaeda-gruppen ifølge det mauretanske nyhedsbureau ANI.

Danmark har siden januar bistået Frankrigs operation i Mali med et Hercules transportfly, og så sent som i torsdags besluttede Folketingets Udenrigspolitiske Nævn efter en indstilling fra udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og forsvarsminister Nick Hækkerup (S), at flyet skal fortsætte i missionen i op til tre måneder mere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu