Seks lande truer Google med retssag

2. april 2013 18:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Seks lande truer Google med retssag
Billede mangler

Seks lande skruer nu bissen på over for verdens største søgemaskine på internettet, Google.

 

AFP skriver således tirsdag, at myndighederne i Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Spanien og Storbritannien overvejer at tvinge Google til at overholde EU-regulativerne omkring beskyttelse af private data på internettet ved at gå rettens gang.

I oktober i fjor blev Google advaret af datatilsynsmyndighederne i de 27 EU-lande om, at virksomhedens fortrolighedspolitik ikke efterkommer europæisk lovgivning på området, og at Google ville få fire måneder til at indordne sig.

Fristen blev overskredet i februar, og det fik datatilsynsmyndighederne i de seks lande til at diskutere en koordineret indsats over for Google, som for et år siden begyndte at spore brugere på flere tjenester for at udvikle målrettet annoncering.

Kritikere anfægter, at Google ikke giver brugere af søgemaskinens tjenester, for eksempel Gmail, mulighed for at forsvinde helt fra virksomhedens radar, medmindre de helt undlader at logge på Google.

Google fastholder, at man holder sig inden for rammerne af europæisk lovgivning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu