Seks mand slås om to VM-pladser

26. marts 2013 18:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Seks mand slås om to VM-pladser
Billede mangler

To er udtaget til det individuelle bordtennis-VM til maj i Paris: DMs guld- og sølvvinder, Jonathan Groth og Kasper Sternberg.

Og onsdag kæmper seks spillere om de sidste to pladser i en kvalifikationsturnering i Idrættens Hus.

– Det er første gang, vi gør det på dén måde. Vi har haft to VM-pointgivende turneringer (Roskilde GP og DM, red.), og nu kommer den tredje og sidste. Det har givet turneringerne ekstra nerve, siger DBTUs sportschef, Peter Sartz.

Fynboen Morten Hyrup Rasmussen topper med 75 point og ligger lunt til en individuel VM-debut. Mikkel Hindersson og Tobias Lau har hver 50, Tobias Rasmussen og Ruben Jensen hver 30 og Claus Schou 15 point.

Der gives 100 point for en sejr, 75 for en andenplads, 50 for tredje- og fjerdepladsen og 25 for femte- og sjettepladsen.

På tirsdag i næste uge nomineres det kvindelige VM-hold. Mie Skov plus to spillere mere.

Michael Maze kommer næppe i kamp før jul. Operationen i den ene hofte i december blev for to uger siden fulgt op med en operation i den anden hofte.

– Lægerne undrede sig over, at Michael kunne spille på et så højt niveau i OL med tanke på hans knæ- og hofteproblemer, men der understreger hans unikke klasse, siger Peter Sartz.

– Jeg er ikke i tvivl om, at han næste år er tilbage i verdenstoppen bedre end nogensinde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu