Seks personer anholdt efter knivstikkeri i Helsinge

20. marts 2017 06:36 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En større gruppe er blevet anholdt, efter at en ung mand søndag aften blev stukket med kniv.

Seks personer blev anholdt efter et knivstikkeri i Helsinge. Video: Local Eyes.

En ung mand er blevet stukket i benet i Helsinge.

Politiet har efterfølgende anholdt seks personer, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Jan Hedager.

Klokken 21.35 modtog Nordsjællands Politi et opkald fra en borger, om at en mand var kommet til skade i Vestergade i Helsinge.

– Da vi når frem, er der en gruppe på stedet. På grund af deres tilstedeværelse vælger vi at anholde dem, siger Jan Hedager til Newsbreak.dk.

Se mere video hos Local Eyes.

Kort tid efter blev den stukne mand og to andre personer fundet i en baggård. Den sårede bliver kørt til hospitalet, mens de to også bliver anholdt.

– Vi finder så ud af, at de alle kender hinanden, og er på samme side, siger Jan Hedager.

Mener du dermed en gruppering?

– Det ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. De seks er blevet afhørt i nat. Men lige nu mangler vi et motiv, siger Jan Hedager.

Den sårede mand er blevet udskrevet igen.

– Det var kun overfladiske sår. Vi har snakket kort med ham i nat, men det er klart, han skal afhøres igen, siger vagtchefen, og fortsætter:

– Nu venter der en efterforskning.

Den unge mand, der blev stukket ned, er en lokal mand fra Helsinge.

De seks mænd er ifølge Ritzau nu løsladt.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu