Selvstændige vil ikke betale barselsfond

3. januar 2012 10:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Selvstændige vil ikke betale barselsfond
Billede mangler

Flere end hvert andet medlem af a-kassen for selvstændige, ASE, ønsker ikke at betale til en barselsfond, så de kan opretholde deres indkomstniveau, mens de går hjemme med deres børn.
I en undersøgelse, som a-kassen har foretaget blandt omkring 1.000 medlemmer, afviser 68 procent, at obligatorisk indbetaling er en god ide.
Det skriver Berlingske.
“Det er positivt, at regeringen gerne vil indføre et velfærdsgode for selvstændige, men det ville være endnu bedre, hvis man først havde forhørt sig om, hvorvidt de ønsker det. De mener, at det er de administrative byrder, som er den største hindring i forhold til at drive virksomhed i dag,” siger Jesper Bøge, adm. direktør i Ase, til Berlingske.
60 procent af ASE’s medlemmer, der tæller selvstændige inden for håndværk, revision, detail og industri, mener heller ikke, at en obligatorisk barselsfond vil lokke flere til at starte deres egen virksomhed.
“Det er svært at være nybagt mor som selvstændig, for så kan man af gode grunde ikke holde sin virksomhed vedlige. Men det problem vil penge fra en barselsfond jo ikke løse, for man beskæftiger sig stadig ikke med virksomheden,” siger Jesper Bøge til Berlingske.
Før jul skød beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forhandlingerne om en ny barselsfond i gang. Men det springende punkt er spørgsmålet om, hvorvidt indbetalingerne til en fond skal være obligatoriske. Det mener Enhedslisten og De Radikale, mens Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti vil have, at det bliver frivilligt, om man vil betale til fonden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu