Senatet afviser Obamas forslag om bedre baggrundstjek af våbenkøbere

18. april 2013 00:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Senatet afviser Obamas forslag om bedre baggrundstjek af våbenkøbere
Billede mangler

USA: Præsident Barack Obamas forslag om at udvide kontrollen med folk, der ønsker at købe skydevåben, er onsdag aften dansk tid blevet afvist i Senatet. Selvom 54 stemte for en stramning af loven og 46 imod, lykkedes det altså ikke Obama at få de nødvendige 60 stemmer, han skulle bruge for at få ændringsforslaget vedtaget, skriver BBC.

 

Siden skolemassakren i Newtown i december, hvor 20 børn og seks voksne blev dræbt, har Obama kæmpet for at skærpe våbenlovgivningen i landet.

Obama ønsker at udvide kontrollen med våbenkøbere, så den også omfatter de, der køber deres skydevåben på nettet og til våbenshows.

Men trods bred folkelig opbakning og opfordringer fra familierne til ofrene for skolemassakren i Newtown, lykkedes det ikke præsidenten at overbevise Senatets republikanere samt nogle demokrater.

Afstemningen bliver set som en sejr for den amerikanske våbenlobby med National Rifle Association i spidsen og mange republikanere, der mener, at kontrollen vil krænke deres grundlovssikrede ret til at bære våben.

Obama har tidligere fremsat forslag om mindre patronmagasiner og et forbud mod halvautomatiske våben. Disse var dog allerede fjernet fra ændringsforslaget, da der manglede politisk opbakning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu